Fortsæt til indhold
Aarhus

Aarhus Airport indfløjet i enormt netværk - det kan give dig kortere flyvetider

SAS træder snart ind i SkyTeam-alliance, og det skal komme rejsende fra Aarhus til gode.

sb

De store lufthavne Amsterdam Schiphol og Paris Charles de Gaule kommer nu tættere på Aarhus - i hvert hvis man måler i tid og frekvens.

Det oplyser Aarhus Airport i en pressemeddelelse.

Fra 1. september vil rejsende fra Aarhus få adgang til to af Europas største lufthavnes rutenetværk med over 1000 SkyTeam-destinationer verden over.

SAS’ nye partnerskab med Air France og KLM Royal Dutch Airlines forbinder Aarhus Airport med Schiphol og Charles de Gaule via København, Oslo og Stockholm. Det giver en rejsetid på to timer og 50 minutter mellem Aarhus-Schiphol og tre timer og 50 minutter til eller fra Charles de Gaule.

»Vi bliver mere globale. Med kun 30 minutters kørsel fra Aarhus kan østjyder spare en masse tid ved at flyve ud fra Aarhus Airport til et imponerende antal Air France, KLM eller SkyTeam-destinationer. Det kommer både forretningsrejsende, private, familier og rejsearrangører til gode, når de ikke skal tage hensyn til lang transporttid, trafik og to timers før-mødetid i lufthavne beliggende langt fra Aarhus. Det er de regionale lufthavnes kæmpe effektivitetsfordel,« siger direktør i Aarhus Airport, Lotta Sandsgaard, i pressemeddelelsen.

SkyTeam-alliancen tæller Air France, KLM og amerikanske Delta Air Lines samt 16 andre flyselskaber rundt om i verden.

»Vi er meget glade for at se Aarhus indføjet i Air France og KLM-netværket. Det skaber langt større tilgængelighed mellem Østjylland og SkyTeam’s 1060 destinationer (...) Samtidig kan østjyske EuroBonus-kunder optjene point og status på Air France, KLM og Delta-opererede flyvninger og snart hos andre flyselskaber i alliancen,« siger Lotta Sandsgaard.

Hun understreger, at SAS’ indtræden i SkyTeam-familien også er et vigtigt skridt i forhold til Delta Air Lines. Rejsende fra Aarhus vil fra 1. september kunne se nye forbindelser mellem SAS og Delta-opererede flyvninger til snesevis af destinationer på tværs af USA og Canada via Deltas nordamerikanske netværk.

Flybilletter ud af Aarhus Airport er allerede til salg hos de franske og hollandske flyselskaber.