Fortsæt til indhold
Aarhus

Danseteater søger solodanse til nyt koncept, hvor publikum kommer helt tæt på

Danseteateret vil med ansøgningsrunden undersøge, hvad der rører sig i miljøet.

Tahmasbi

Det aarhusianske danseteater Bora Bora præsenterer nu et nyt koncept, Short & Sharp, hvor publikum kan opleve tre korte solo-forestillinger på én aften - og derefter inviteres ind i en samtale med koreograferne.

Bora Bora vil frem mod 15. august tage imod forslag til, hvem der skal stå på scenen 10. og 11. oktober, hvor forestillingerne skal finde sted. Hvis du er solodanser eller kender en solodans, du synes er værd at nominere til Short & Sharp, er det altså nu her, du skal sende en ansøgning afsted.

»Vi ønsker hele tiden at skabe nye muligheder for at gøre publikum nysgerrige på kunsten, indgå i fællesskabet omkring oplevelsen og mærke dens evne til at skabe resonans i den verden vi lever i. Derfor er det naturligt for os at prøve nye formater af. Short & Sharp er et helt nyt et, som vi glæder os til at se hvad kan,« siger teaterchef på Bora Bora, Lotte Kofod Ludvigsen.

Alicia Clarke har tidligere udfordret publikum på Bora Bora i Move your mind-universet. Arkivfoto

Målet er at skabe »et kollektivt rum med plads til mange stemmer og refleksioner,« lyder det.

»Vi lader værkerne inspirere til den overordnede tematik for aftenen. Så den kender vi af gode grunde ikke endnu. Der er deadline for ansøgninger 15. august og derefter vil vi se på værkerne og udvælge, hvilke vi synes er bedst og passer bedst sammen i det nye koncept,« siger Lotte Kofod Ludvigsen og tilføjer:

»Denne slags initiativer giver os endnu bedre muligheder for at finde frem til det, der rører sig i dansemiljøet, samtidig med at vi giver koreograferne mulighed for at vise deres værker for flere publikummer - under ordentlige arbejdsmæssige og økonomiske forhold, hvilket er utroligt vigtigt for os.«