Mangler du inspiration til din valentinsdate? Her er fire forslag til gode måder at gå på date
Din Avis Aarhus Onsdag har samlet fire forskellige former for dates, som du kan lade sig inspirere af, når du skal på valentinsdate. Der er alt fra den SU-venlige, den romantiske til den aktive og den klassiske.
Redaktionen har sammensat fire forskellige forslag til dagsprogrammer med morgenmad, aktiviteter og spisesteder til fire forskellige typer. Hvilken type er du?
Den SU-venlige
Start dagen med en morgenmad byens billigste morgenmad på Lava Café ved åen. Her får I en morgenmadstallerken bestående af yoghurt med müsli og sirup, rullepølse, marmelade, nutella, frugt, blødkogt æg, ost og dertil lyst og mørkt brød for bare 38 kroner med en fin udsigt lige ud til åen. Det er mandag til fredag, at det er så billigt.
Læs også Aarhus Onsdags guide til syv steder med billig morgenmad i Aarhus for mere inspiration til billig morgenmad i Aarhus.
Efter morgenmaden kan I gå en tur i Dyrehaven, hvor I både kan være heldige at se hjorte, dådyr og vildsvin.
Vi har også et bud på, hvor man kan spise billig frokost i Aarhus, hvis I ikke er de store ude-mennesker.
Der går flere busser derud, men er I friske, kan I også tage gåturen langs Strandvejen og få en masse havkig med på vejen. Der er cirka tre en halv kilometer derud fra centrum.
Om aftenen kan I spise tre retter på den lille hyggelige bistro, Restaurant Olive, på hjørnet af Mejlgade og Kaløgade. Restauranten serverer fransk mad med dansk islæt. Mandag til torsdag kan studerende få tre retter for 250 kroner. På Restaurant Olive er du desuden velkommen til at medbringe din egen vin til maden.
Der er flere restauranter i området med samme koncept. Læs Aarhus Onsdags guide til tre-retters på budget.
Den aktive
Det er ikke alle, der trives med lange middage og at flette fingre hele dagen. Der skal ske noget.
Vores bud på en aktiv date i Aarhus starter med et koldt dyb. I Aarhus er der masser af muligheder for at komme i det kolde havvand. Se vores guide til vinterbadning i Aarhus. Hent friske croissanter ved en af de mange dygtige bagerier, medbring en termokande eller kaffe to-go og mød hinanden på den nærmeste strand.
Når I har fået varmen, står den på padeltennis i en af Aarhus’ mange padelcentre. Padeltennis er en utrolig populær sportsgren. Har du eller din date endnu ikke prøvet at spille, så kan I med fordel bruge eftermiddagen på at lære det. Det er nemlig let at gå til, og man kan sagtens hygge sig uden at have prøvet at spille før. Det kan være en god anledning til at præsentere din date for dine venner.
Efter padeltennis er det tid til frokost. Her kan vi anbefale at smutte forbi et af byens mange gode sandwichsteder for en let frokost.
Til aftensmad kan I snuppe en gang takeaway – pizza eller sushi måske. Madmarkedet i Nicolinehus på Aarhus Ø er også altid et dejligt sted at hænge ud, hvor der er noget for enhver smag.
Har I ikke fået nok af dagens aktiviteter, kan vi anbefale drikke god vin og spille petanque på Vin & Petanques indendørs baner. Er I ikke til Petanque, så kan I udfordre hinanden i Golfskoven i Højbjerg. Her kan I blandt andet spille adventure golf.
Den klassiske
En god dag starter med en god brunch. Det kan du heldigvis få mange steder i byen, men vi giver dig her tre forslag:
- Café Åland Hos Café Åland i Jægergårdsgade kan du selv sammensætte din brunch alt efter smag og hvor sulten du er. Du får tre retter for 115 kroner, 4 retter for 145 kroner og 5 retter for 159 kroner.
- Galåre I en lille smøge mellem Guldsmedgade og Badstuegade finder du Galåre, som simpelthen er en skjult perle, når det kommer til brunch i Aarhus. Her får du alverdens lækre brunchretter, som både er en fryd for øjet og smagsløgene.
- EmmaEmma Hos EmmaEmma er der en række forskellige morgenmads-/brunchretter på menuen – og det bedste er, at du kan bestille den, der hedder ”lidt af det hele”. Her får du en lille portion af de forskellige retter, der er på morgenmenuen.
Om eftermiddagen er det tid til at imponere med din kulturelle side. Invitér din date på Aros, hvor I kan gå en tur i regnbuen.. Der kan komme mange flotte fotos fra din date her – enten af kunstværkerne eller af jer to sammen. Det er jo en all time klassiker at få et flot farverigt billede med fra regnbuen på toppen.
Det kan ofte betale sig at købe årskort, da man med det kan tage en ledsager med gratis.
Er I mindre kulturelt anlagte, så er det altid sjovt at lave noget sammen. Hos Social Foodies kan du tage på flødebollekursus. Det er en disciplin, som mange sikkert er på udebane i, og det er altid rart at kunne grine lidt – også selvom det måske bliver af hinandens skæve flødeboller.
Når sulten igen begynder at melde sig til aften, så er der ikke meget der står en aften med god sushi. Vi guider dig til gode sushisteder i Aarhus her.
Til sidst sluttes aftenen af med en sen tur i biffen, hvor man lidt ”tilfældigt” kan komme til at ramme hinandens hænder, når man deler popcorn. Eller måske slås om, hvem der skal holde dem, hvis man allerede kender hinanden godt. I kan tage den helt store oplevelse i Cinemaxx eller den lidt mere skæve biografoplevelse i Øst for Paradis.
Er daten helt ny, og skal I først til at lære hinanden at kende, så kan det være en god idé at lægge biografbesøget tidligere på dagen. Så har I altid filmen at tale om, hvis I skal have et godt samtaleemne at starte op på.
Den super-romantiske
Start dagen med en surdejsbolle med ost og en snasket kardemommesnurre på en af byens mange bagerier eller kaffebarer.
Hvis vejret tillader det, kan I tage kaffen med to-go og bevæge jer ud på en tur tilbage i tiden, når I skal udforske Den Gamle By.
Museet er opbygget som en gammel købstad med 75 huse fra 1500- til 1800-tallet bygninger fra 1900-tallet. Nogle hjem og forretninger er desuden bevaret som tidslommer som de fremstod i forskellige tidsperioder, helt op til i dag.
Når man er forelsket, har man lyst til at råbe det, så alle kan høre det. Det kan man jo passende gøre fra Salling Roofgarden. Okay, måske det er lidt pinligt at stå og råbe, men man kan nyde udsigten, få en let frokost eller et glas vin, mens man nyder hinandens selskab. Derefter kan I slentre ned gennem Strøget.
Forkæl hinanden med en god middag på en af Aarhus’ mange lækre restauranter. Skal du rigtig ud og spendere, kan du imponere med en aften med gourmet hos for eksempel Ghrelin, Domestic eller Substans. I den lidt mere overkommelige ende har Madklubben også flere hyggelige restauranter med forskellige køkkener - for eksempel det asiatisk-inspirerede Hanzö.
Når I er færdige med at spise står den på verdensberømte cocktails. Intet mindre. Gedulgt er kendt som ”den hemmelige cocktailbar”, da den er gemt væk bag en stor grøn dør i en baggård.
Her får man virkelig en følelse af at være en del af en hemmelig klub. Gedulgt har fået en plads på på listen ’50 Best Discoveries’ på det anerkendte site ’The World’s 50 Best’, hvor de bedste barer og restauranter i verden er nævnt.
Nyd aftenen med hinanden.
¨