Fortsæt til indhold
Aarhus

Vikingerne blev trætte af turister og pladsmangel. Så tog de sagen i egen hånd

900 kampvikinger mødes i den sidste uge af juli på Sletten i Ry. Dermed er vikingetræffet, som har fundet sted ved Moesgaard Museum siden 1977, ikke længere Skandinaviens største. Museet har måtte lægge en ny strategi.

»Lavet til vikinger. Af vikinger.«

Sletten Vikings’ slogan er fremhævet øverst på en hjemmeside foran et panoramabillede af det idylliske søhøjland omkring Ry. Høje graner og store sletter. Her kan man være i fred. Og det er præcis hvad omkring 900 mennesker, der mødes fra nær og fjern for at slås med sværd og spise helstegt pattegris med fingrene, ønsker at være.

»Det officielle standpunkt er, at det er et privat arrangement. Turister kan ikke bare lige kigge forbi.«

Sådan siger Jonatan Olsen Faber, der deltager i vikingetræffet Sletten Vikings og er formand for vikingekampgruppen Ask.

Han og omkring 450 kampvikinger samt ryttere og håndværkere har valgt at droppe det årlige træf under Moesgaard Vikingedage i uge 30 til fordel for et privat vikingetræf ved friluftscenteret Sletten i Ry, som en gruppe frivillige selv har stablet på benene. Her skal de udkæmpe det årlige slag, det uofficielle VM i vikingekamp, og stable et vikingemarked med boder og workshops på benene.

Der er dog ingen grund til at drage et smut forbi markedet, medmindre man har billet og vil tage del i genskabelsen af tidsperioden fra 800-1050.

»Udefrakommende kan ikke købe noget på vores marked. FDF-spejderne, som udlejer Sletten, er meget faste omkring, at der ikke må tjenes penge på arrangementer derude. Det er et lukket arrangement, hvor vi kan fordybe os i at være vikinger uden tilskuere.«

Vikingetræffet ved Moesgaard Museum er verdens ældste af sin slags. I 2017 mødtes omkring 600 krigere og trænede hele ugen i skoven med spyd, sværd og økser. Arkivfoto: Benjamin Nørskov

Vokset fra hinanden

Jonatan Faber har siden 2009 deltaget i træffet arrangeret af Moesgaard Museum. Men sidste år valgte han og resten af Ask vikingekampgruppe officielt at tage til Sletten fremfor Moesgaard Strand for også at kunne slippe for at skulle stå til rådighed et bestemt antal timer om dagen og formidle vikingetiden til moderne klædt besøgende iført bøllehat og velcrosko.

»Vi er vokset fra hinanden. Scenen har udviklet sig meget. Moesgaard har kun en vis kapacitet, og vi var ærgerlige over, at nogle grupper måtte begrænse deres deltagerantal, fordi der ikke var plads nok,« siger han.

I år har omkring 900 købt billet til det private vikingetræf på Sletten, som kan rumme op mod 15.000 gæster. Nogle kommer hele vejen fra Italien, Polen og endda USA.

»Året før havde vi arrangeret et selvstændigt marked under corona uden publikum på Sletten. Vi fandt stor glæde i området og blev enige om, at vi gerne ville have vores eget marked, hvor vi kunne fordybe og udvikle os i størrelsen.«

Har I svigtet Moesgaard?

»Nej, jeg ser det som et naturligt vokseværk. Begge arrangementer har hvert sit at tilbyde, og det er sundt. Men det var en svær beslutning, fordi der efter 45 år med vikingetræf på Moesgaard er mange gode minder knyttet til stedet.«

Blev træffet ved Moesgaard for kommercielt?

»Nej, den indgangsvinkel har jo altid været der. Arrangøren skal have økonomien til at løbe rundt. De forsøgte at gøre forholdene så gode som muligt for aktørerne, men vi kom til et punkt, hvor vi hellere selv ville lægge nogle penge, så vi kunne få mere plads og tid til at fordybe os.«

Det bliver uden den årlige vikingekamp, som har fundet sted siden 1977, når Moesgaard åbner op for vikingedagene i slutningen af juli. Arkivfoto: Benjamin Nørskov

Børnevenligt

Vikingetræffet på Moesgaard Museum går tilbage til 1977, og museet har længe kunnet bryste sig af at være vært for Skandinaviens største vikingetræf, hvor omkring 1.000 vikinger hvert år har mødtes. Den titel ryger dog, efter at alle kampvikingerne har valgt at drage på togt til Ry fremfor Moesgaard Strand for at kunne have plads nok til at udkæmpe deres slag. I år vil der kun være omkring 250 vikinger til stede på Moesgaard Strand.

»Det vil ikke påvirke vores arrangement. Tingene har udviklet sig, siden vi startede. Allerede sidste år valgte vi at lave en anden type træf, hvor vi fokuserer mere på børnefamilierne,« siger Bodil Jensen, der er kommunikationschef for Moesgaard Museum.

Vikingemarkedet arrangeret af Moesgaard Museum ligger helt ned til vandet ved Moesgaard Strand. Arkivfoto: Morten Lau-Nielsen

Oprindeligt var træffet på Moesgaard kun åbent for de frivillige vikinger fra mandag til torsdag, hvorefter der blev åbnet for besøgende i weekenden. Men i år er konceptet lavet om, og der vil kun være aktiviteter for besøgende fra torsdag til søndag.

»Vi har valgt at professionalisere arrangementet og lave et koncept, hvor vi formidler bedre til børn og voksne. De kan deltage mere end hidtil. Vi har en lille gruppe på tre-fire stykker, som kommer og viser noget kampteknik to gange dagligt. De gør det i børnehøjde, så børnene selv kan få lov at være med og tale med krigerne og måske tage en selfie. Det er ikke det store krigershow, som vi har haft før i tiden,« siger Bodil Jensen og tilføjer, at der er plads til omkring 3.000 besøgende pr. dag.

Har vikingerne svigtet jer?

»Overhovedet ikke. Det er en naturlig udvikling, og det er fint, at de tager initiativ og laver et arrangement for dem selv på deres vilkår.«