Fortsæt til indhold
Aarhus

24-årig idømt et års fængsel for at rejse til Danmark

En stjålet cykel blev annonceret til salg på Facebook, og der udbrød brand i et lager af solsikkepiller.

JP Aarhus

Natten til den 13. maj foretog en patrulje i Aarhus C et rutinetjek af en bil med flere passagerer, men da betjentene ville snakke med en 24-årig i bilen, løb han fra stedet. Han endte dog med at blive anholdt, og det viste sig, at han i 2020 var blevet dømt i en voldssag, hvor han var blevet udvist med et indrejseforbud, der gælder frem til slutningen af 2028.

Den 24-årige, der er statsløs palæstinenser med bopæl i Sverige, har siden anholdelsen siddet varetægtsfængslet, og fredag faldt dommen så i Retten i Aarhus, hvor han erkendte at have rejst ind i landet i strid med indrejseforbuddet.

Retten idømte ham et års fængsel, og han blev endnu en gang udvist med et indrejseforbud på seks år.

Han udbad sig betænkningstid i forhold til at anke dommen.

»Retten har med dommen sendt et klart signal om, at den ser strengt på overtrædelse af indrejseforbuddet, og at det er forbundet med en vis risiko, hvis man vælger at ignorere et forbud om at rejse ind i landet,« lyder det fra specialanklager Jakob Beyer i en meddelelse fra politiet.

En 43-årig kvinde fra Højbjerg opdagede onsdag, at den cykel, hun havde fået stjålet et par uger før, nu var sat til salg på Facebook. Kvinden tog kontakt til sælgeren og lod som om, hun ville købe cyklen. Samtidig kontaktede hun politiet, der sendte en patrulje til det sted, hvor køber og sælger havde aftalt at mødes.

Da en 26-årig mand dukkede op med cyklen, blev han anholdt og sigtet for tyveri. Han erkendte at have taget cyklen, men da den havde stået ulåst, mente han ikke, at der havde været tale om tyveri. Det var politiet dog ikke enig med ham i, så sigtelsen slap han ikke for.

Politiet og brandvæsenet rykkede torsdag kl. 04.54 ud til en brand i en lagerhal på Kastrupvej i Langkastrup, hvor der var gået ild i et lager af solsikkepiller, der benyttes som alternativ til træpiller. Brandvæsnet fik hurtigt slukket flammerne, der havde fået fat i to maskiner, men det vurderede torsdag morgen, at slukningen af pillerne ville tage nogle timer. Branden skabte en del røg, men ingen personer er kommet noget til, lød meldingen.