Fortsæt til indhold
Aarhus

Student faldt ud fra vogn under kørsel

71 kørte for stærk i Aarhus C, et tip førte til fund af hash og tramadoler, og en kvinde råbte til en arrestant. Læs uddrag af døgnrapporten her:

JP Aarhus

En 19-årig ung mand kom tirsdag eftermiddag galt afsted, da han under studenterfejring faldt ud fra et køretøj, som han var på studenterkørsel i, oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten. Anmeldelsen om episoden, der fandt sted på Østergårdsvej i Malling ud for Tulstrup, indløb kl. 14. En patrulje blev sendt til stedet for at undersøge tingene nærmere. Det blev i den forbindelse besluttet, at studentervognen straks skulle have et kørselsforbud og indkaldes til syn.

Den 19-årige var angiveligt faldet ud, fordi et gelænder i siden af køretøjet muligvis havde siddet løst og ikke været monteret korrekt. Den 19-årige var ved bevidsthed men pådrog sig flere skader, og han blev efterfølgende kørt til kontrol og behandling på hospitalet.

Den 28-årige mandlige chauffør af studentervognen blev sigtet i sagen. Sagen vil nu blive efterforsket nærmere, og Østjyllands Politi har på nuværende tidspunkt ikke yderligere kommentarer.

Tirsdag morgen og formiddag foretog Østjyllands Politi fartkontrol på Silkeborgvej i Aarhus C, hvor der i perioden fra kl. 06.35 til kl. 13.05 blev registreret 1.769 forbipasserende køretøjer. Heraf var 71 bilister ikke i stand til at holde holde sig under fartgrænsen på 50 km/t. De 71 bilister kan nu alle se frem til en bøde.

Seks af de fartglade bilister blev målt til at køre så stærkt, at de også får et klip i kørekortet. Ingen kørte dog så stærkt, at de fik frakendt førerretten.

En patrulje kørte tirsdag til en adresse i Åbyhøj, hvor den havde oplysninger om, at en 25-årig mand skulle være i besiddelse af en mængde hash, som han planlagde at sælge. Under en efterfølgende ransagning fandt politiet frem til både hash, digitalvægt og salgsposer, og den 25-årige mand blev derfor sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer.

Han blev ligeledes fundet i besiddelse af en mindre mængde tramadoler. Politiet fandt desuden en peberspray i mandens lejlighed, og han blev derfor også sigtet for at overtræde våbenloven. I et tilhørende kælderrum fandt betjentene en større plade hash, som ligeledes blev beslaglagt. Slutteligt kunne politiet konstatere, at den 25-årige mand var efterlyst af fogedretten. Han blev derfor anholdt og taget med til retten.

Tirsdag aften kl. 23.58 modtog Østjyllands Politi en anmeldelse om, at en kvinde stod og råbte ind til en indsat i arrestbygningen i Aarhus C. En patrulje blev sendt til stedet, hvor betjentene kort efter fik kontakt til den pågældende person – en 19-årig kvinde – som i nogle minutter havde haft en samtale med én af de indsatte. Den 19-årige kvinde blev sigtet for at tage ulovlig kontakt til en indsat og bedt om at forlade stedet.