Aarhusiansk kampagne mod sprøjtegifte går i luften på Vandets Dag
Vandværker i Aarhus har lanceret en kampagne mod sprøjegifte i forbindelse med vandets dag,
Visse sprøjtemidler – heriblandt det populære Roundup – må ikke længere sælges. Og fra 2024 er det flere steder helt forbudt at bruge.
Men står det til vandværkerne i Aarhus, må det gerne gå lidt hurtigere med at få sprøjtemidlerne ud af både haver og indkørsler. Derfor lancerer en sammenslutning af vandværker i Aarhus Kommune nu en kampagne, der skal få aarhusianske haveejere til at droppe sprøjtegifte i kampen mod ukrudt.
Ifølge en pressemeddelelse udsendt af Aarhus Vand skal kampagnen med sin blanding af humor og alvor få aarhusianerne til at gribe hakkejernet i stedet for giftsprøjten.
Bag kampagnen er foreningen af vandværker i Aarhus, der tæller vandværker lige fra Studstrup til Malling og mange derimellem. Budskabet i kampagnen er, at drikkevandet ikke kun bliver indvundet i landområder, men også i byerne – lige under, hvor vi bor. Når sprøjtegifte spredes i haven, kan det sive ned i grundvandet og forurene det, så det i fremtiden ikke er brugbart.
Og der skal ikke så meget til, som man måske skulle tro. Bare ét enkelt gram sprøjtegift kan nemlig forurene en hel families forbrug af drikkevand i 80 år. Sådan skriver Bo Vægter, der er geolog i Aarhus Vand, i pressemeddelelsen..
»Vi indgår aftaler med ejere af landbrugsjord, og vi rejser nye skove på sårbare områder, hvor der er grundvandsboringer. Men det er enormt vigtigt, at vi også får byområderne med, og derfor er det nødvendigt at stoppe med brug af sprøjtemidler i private haver.«
I 2023 er et forbud mod salg af visse sprøjtemidler trådt i kraft. En overgangsfase på et år betyder, at man fortsat må bruge midler solgt i 2022, men kun frem til 2024. Fra 1. januar 2024 er det bl.a. i indkørsler og på terrasser forbudt at bruge flere forskellige typer glyphosat, som bl.a. det populære sprøjtemiddel Roundup består af.