Fortsæt til indhold
Aarhus

Beboer nægter at flytte ud af nedrivningsdømt blok i Bispehaven

En beboer vil ikke flytte ud af sin lejlighed i en nedrivningsdømt blok i Bispehaven. Ifølge lejeaftalen skulle hun være flyttet for 16 måneder siden, men i stedet har hun slæbt boligforeningen i retten.

En langstrakt strid om et lejemål i en nedrivningsdømt boligblok i det udsatte boligområde Bispehaven i Aarhus V kan koste en kvinde og de øvrige beboere dyrt efter forestående retssager.

Tilbage i september 2019 flyttede den i dag 61-årige kvinde ind i en toværelseslejlighed på Hasle Centervej. Hun skrev under på, at lejekontrakten var midlertidig, og at hun skulle rømme lejligheden igen den 15. september 2021 – to år efter indflytningen. Kvinden bor stadig i lejligheden. I stedet for at flytte har hun sagsøgt Østjysk Bolig, som Bispehaven hører under, Aarhus Kommune og Boligministeriet.

JP Aarhus har talt med beboeren, der ikke ønsker at udtale sig i avisen. I stedet henviser hun til sin advokat Bjarne Overmark.

Han fortæller, at hans klient har sagsøgt boligforeningen, kommunen og ministeriet, fordi hun mener, at det er urimeligt, at gode, billige boliger skal rives ned, og at beslutningen om nedrivninger er sket på et ulovligt grundlag.

Hendes søgsmål kommer for retten ad to omgange.

Første del bliver på torsdag, hvor Retten i Aarhus skal tage stilling til, om der overhovedet kunne indgås en tidsbestemt aftale, da den 61-årige flyttede ind i lejligheden. I denne sag bliver det beboeren mod Østjysk Bolig.

Næste del kommer til april, hvor beboeren vil have prøvet i retten, om ghettoloven overhovedet overholder lovgivningen. Her omfatter søgsmålet også Aarhus Kommune og Boligministeriet.

Vil slå på »tekniske detaljer«

Når Bjarne Overmark torsdag tropper op i boligretten ved Retten i Aarhus vil han slå på, at flere »tekniske detaljer« omkring indgåelsen af hans klients tidsbestemte lejeaftale ikke var i orden.

»Vi mener, at der ikke kunne indgås en tidsbestemt lejeaftale, da hun flyttede ind, eftersom udviklingsplanen og helhedsplanen for Bispehaven slet ikke var vedtaget på det tidspunkt,« siger Bjarne Overmark med en henvisning til de overordnede planer, der åbner for nedrivninger af boligblokke i Bispehaven.

Planerne, som Aarhus Kommune og Østjysk Bolig har vedtaget, betyder, at seks blokke, der tæller 310 af Bispehavens 871 almene familieboliger, bliver fjernet. I stedet bygges 530 private boliger, nyt erhverv og offentlige bygninger. Afsættet for planen er Folketingets ghettoplan, som bl.a. betyder, at andelen af almene familieboliger i 15 såkaldte »hårde ghettoer« inden 2030 skal nedbringes til maksimalt 40 pct.

Bjarne Overmark vurderer desuden, at sagen burde have været oppe i Beboerklagenævnet, en uvildig instans, der træffer afgørelser i uenigheder mellem lejer og udlejere.

»Der er ikke truffet en lovlig foregående beslutning i Beboerklagenævnet. Man har bare sendt et afsenderløst brev til hende og afvist sagen, uden at der har været møde i Beboerklagenævnet,« betoner advokaten.

Har ingen betydning

Disse argumenter køber advokat Kim Nielsen, Clemens Advokatfirma, der repræsenterer Østjysk Bolig, ikke.

Det har ingen betydning, hvis udviklingsplanen og helhedsplanen ikke skulle have været godkendt de rigtige steder og på det rigtige tidspunkt, vurderer han:

»Det er ligegyldigt, hvis der måtte have været en mindre formfejl, og det siger jeg ikke, at der har, for det er jo lovbestemt, at man skal gøre noget,« understreger advokaten, der afviser, at Beboerklagenævnet kan eller burde tage stilling til tidsbegrænsningen af lejeaftalen.

Han påpeger desuden, at boligforeningen med godkendelse fra Aarhus Kommune, der også har opfordret til dette, har lavet de midlertidige lejemål for at begrænse tabene ved, at lejlighederne ellers skulle stå tomme frem til, at de bliver revet ned.

Ifølge Kim Nielsen vil retten, når den afsiger sin dom i sagerne, også komme med sin vurdering af sagsomkostningerne, og hvor meget taberen skal betale til vinderen.

Ud over at skulle betale Østjysk Boligs, Aarhus Kommunes og Boligministeriets udgifter til bl.a. advokater, risikerer den 61-årige potentielt set at skulle betale erstatning for de ekstraudgifter, hun med sagerne kan påføre Østjysk Bolig i for eksempel til håndværkere, der allerede er bestilt til planlagte opgaver, hvis sagerne måtte trække i langdrag, og den planlagte nedrivning bliver forsinket.

Kim Nielsen vil ikke oplyse, hvad han har kostet Østjysk Bolig indtil videre.

Brugt over 100.000 kr.

Men boligorganisationen har brugt over 100.000 kr. i advokatbistand, fremgik det af et referat fra et møde i Østjysk Boligs bestyrelse den 30. juni 2022, hvor Mariane Toft-Dallgaard, konstitueret direktør i Østjysk Bolig, orienterede bestyrelsen om sagen.

Hvad advokatudgifterne nu er nået op på – her godt et halvt år efter – vil Mariane Toft-Dallgaard ikke fortælle – ligesom hun ikke vil udtale sig om sagen, mens den verserer. Men hun siger:

»Vi har ikke fået de sidste regninger, og vi ved ikke hvilke omkostninger, der tilgår i forbindelse med retssagen eller en eventuel anke.«

Hvis Østjysk Bolig taber sagen eller ikke får dækket sine fulde omkostninger, hvis dommen falder ud til boligorganisationens fordel, ender regningen hos beboerne.

»Udgifterne vil blive lagt ud på afdelingen i Bispehaven. Sådan er reglerne. Det er en dybt alvorlig sag for beboerne,« konstaterer den konstituerede direktør, der understreger, at meget »nødlidende afdelinger« muligvis kan få tilskud fra den overordnede organisation, Østjysk Bolig.

Det kommer bag på Alex Young Pedersen, formand for Bispehaven.

»Det er nyt for mig. Jeg har svært ved at forstå, hvordan en bestemt afdeling skal komme til at bøde for en sag, som ikke er rettet mod afdelingen, men mod Østjysk Bolig.«

Vil få hjælp

Formanden støtter den 61-åriges kamp mod boligorganisationen.

»Jeg mener, at hun har en god sag. Hun hævder, at lovgrundlaget er forkert, og det har vi i Bispehaven også forsøgt at fremføre i vores argumentation imod helhedsplanen,« understreger Alex Young Pedersen, der tidligere har stået bag en underskriftsindsamling imod de planlagte nedrivninger i Bispehaven samt en klage til Beboerklagenævnet over forløbet.

JP Aarhus har gennem den 61-åriges advokat, Bjarne Overmark, forgæves forsøgt at få en kommentar til, hvordan hun ser på risikoen for, at hun skal betale erstatning for Østjysk Boligs eventuelle ekstraudgifter på grund af sine sager samt, at regningen for boligorganisationens sagsomkostninger kan havne hos beboerne i Bispehaven.

Bjarne Overmark oplyser, at hans klient har en retshjælpsforsikring, og at der er »private aktører«, der vil bidrage med penge til at dække hendes eventuelle udgifter.