Der hersker uenighed, om hvorfor Sushimania bliver til Sushiart
Sushimania var indtil nytår Danmarks største sushikæde. Nu er kæden splittet i to for at »sikre, at vores efterhånden nationalt kendte brand bliver forvaltet efter vores værdier,« lyder det.
Det er blandt andet en strid om restauranternes placering, som gør, at Danmarks hidtil største sushikæde nu er mere end halveret. Det siger Karam Ali Ayad, som indtil nytår var franchisetager i Sushimania med sine i alt 12 midtjyske sushirestauranter beliggende i bl.a. Aarhus.