Fortsæt til indhold
Aarhus

Kvinde fødte på Molslinjen: »Eleonora har fået en lillebror, og vi sejler i øjeblikket alt, hvad vi kan imod Aarhus«

Sent fredag aften gik en kvinde i fødsel, og få minutter senere blev en ny passager født ombord på Molslinjen.

Turen tværs over Kattegat bød fredag på mere end bølgegang for Molslinjens gæster.

En lille ny så nemlig dagens lys for første gang, da en kvinde fødte sin søn på færgen. Det bekræfter Molslinjen overfor TV2 Østjylland.

Kort efter færgen lagde fra land på Sjællands Odde kl. 21.40, blev der pludselig kaldt efter først en læge og derefter en jordmoder over højtaleranlægget.

En kvinde gik nemlig i fødsel og fødte kort efter en søn med hjælp fra to læger og en jordemoder, som med alt held var blandt passagererne. Ifølge kommunikationschef hos Molslinjen, Jesper Maack er det aldrig sket før, at nogen er blevet født ombord på Molslinjen.

»De fik lynhurtigt spærret et område af nede bagerst i færgen, hvor fødslen kunne foregå, samtidig med at passagerne, der var der, blev sendt op i den anden ende af færgen, så kvinden og hjælperne kunne have det her øjeblik for sig selv,« siger han til Lokalavisen Aarhus.

Fotograf Claus Haagensen var ombord på færgen og optog en video af meddelelsen over højtaleren, efter en ny passager var kommet til verden.

»Velkommen her på Express 2, på en noget glædens dag. Eleonora har fået en lillebror, og vi sejler i øjeblikket alt, vi overhovedet kan imod Aarhus,« lød det over højtaleren.

De afsluttende ord: »Vi håber alle får en god overfart. Kombardo,« fremkaldte klapsalver blandt de rejsende på færgen.

Da den lille familie ankom til Aarhus, blev de bragt til Aarhus Universitetshospital i en ambulance. TV2 Østjylland har været i kontakt med parret, der bekræfter, at både mor og baby har det godt.