Fortsæt til indhold
Aarhus

Gratis parkering i Navitas i de kommende uger

Aarhus Kommune tilbyder, at man i de kommende uger kan parkere gratis i fire timer i Navitas. De handlende opfordres samtidig til at sprede deres indkøb ud.

JP Aarhus

De sidste julegaveindkøb og travle efterjuledage med bytning af gaver venter forude. I lighed med sidste år gør Aarhus Kommune en indsats for, at der ikke skal være for meget trængsel på midtbyens gader og torve.

Det betyder, at bilister frem til den 9. januar kan parkere gratis i Navitas i fire timer med p-skive.

Bünyamin Simsek, rådmand for Teknik og Miljø, håber, at mange vil benytte sig af tilbuddet.

»Det har jo desværre vist sig, at coronasmitten er meget vedholdende og fortsætter med at præge vores hverdag og vaner. Jeg håber dog, at aarhusianerne og byens besøgende stadig vil tage en tur til midtbyen for at købe julegaver og hygge sig, og så vil jeg opfordre til, at man sørger for at udnytte, at butikkerne har åbent i mange timer, så alle ikke kommer sidst på eftermiddagen,« siger Bünyamin Simsek i en pressemeddelelse.

Initiativet kan forhåbentlig være med til at sørge for at skabe lidt mere afstand og albuerum. I år er initiativet udvidet til også at omfatte de travle dage mellem jul og nytår, hvis der skal byttes gaver, og de første dage af januar, hvor udsalget begynder.

»Det er stadig vigtigt, at vi husker at handle med omtanke, og at vi holder afstand, særligt når vi er ude, hvor der færdes mange mennesker. Samtidigt er det en håndsrækning til det lokale erhvervs- og handelsliv, som i allerhøjeste grad har mærket og stadig mærker konsekvenserne af coronasmitten,« siger Bünyamin Simsek.

Ordningen betyder, at der i tidsrummet 08-23 kun kan parkeres i fire timer i Navitas til og med den 9. januar 2022.

Der er altså ikke muligt at forlænge parkeringen – heller ikke mod betaling – efter de 4 timer, pointeres det.