Fortsæt til indhold
Aarhus

Aarhusiansk bar tog sejren hjem til LBGT+-prisuddeling

Indehaver af Kromosom, Andrea Rix Frichot, har skabt baren for at gøre plads til mangfoldighed, fordi hun oplevede, at det manglede i Aarhus.

Uden for baren Kromosom på Nørre Allé i Aarhus står der to bænke malet i regnbuens farver. Et skilt minder forbipasserende om et nærvær, der måske har været en smule glemt under pandemien. ”Husk at kysse”, står der i farverige bogstaver. På de store glasruder under ”Kromosom”, som er skrevet med guld, står der ”Den du er”, og det er ifølge den 25-årige indehaver Andrea Rix Frichot hele pointen med stedet, som åbnede den 8. maj 2021.

»Jeg er selv lesbisk, og de fleste af mine venner er ikke almindelige ciskønnede heteroseksuelle personer, og der mangler bare flere steder, hvor du kan komme, som den du er. Hvor du både kan drikke en kop kaffe og lave dine lektier, men også fyre den af med nogle øl. Så jeg skabte egentlig bare det, jeg kunne se, vi manglede i Aarhus,« forklarer hun.

Det er vigtigt for mig at have et sted, hvor der ikke bliver kigget skævt til én, når man kysser sin kæreste.
Andrea Rix Frichot, indehaver af Kromosom

Tirsdag den 2. november 2021 blev der uddelt priser ved den årlige LBGT+-prisuddeling Danish Rainbow Awards, der i lørdags blev vist på TV 2 Zulu. Andrea Rix Frichot var taget afsted med sine otte ansatte, da Kromosom var nomineret til årets bar.

»Inden de offentliggjorde vinderen nede på scenen, var der forskellige steder rundt i salen, hvor der blev råbt »Kromosom«,« fortæller Andrea Rix Frichot.

Og så skete det. Kromosom blev udnævnt som vinder.

»Jeg kan huske, at vi råbte vildt højt, og det væltede jo bare inden i os alle sammen. Det er ubeskriveligt stort at vinde den pris,« forklarer hun.

Baren var oppe mod fem københavnske barer, som alle har eksisteret i meget længere tid end Kromosom, der kun har seks måneder bag sig. Dog var det tydeligt i de samtaler, Andrea Rix Frichot havde med de andre barindehavere, der også var nomineret, hvorfor det lige var Kromosom, der skulle vinde.

»De andre barer er velintegrerede, og det er vi ikke helt endnu. Så derfor var det egentlig for at give et skulderklap for, at vi har taget initiativ til, at mangfoldigheden ikke kun er centret i København. Det var ret vildt at få den anerkendelse,« fortæller Andrea Rix Frichot.

For Andrea Rix Frichot er det vigtigt, at baren emmer af mangfoldighed. På væggene hænger der billeder af bl.a. Ole Henriksen, Dr. Martin Luther King og David Bowie. Hun påpeger, at det alle er mennesker, som på hver deres måde har gjort noget for mangfoldighed eller menneskerettigheder. Foto: Mads Andreas Frost.

Plads til alle

Ude på Kromosoms toilet stråler farver om kap, imens en giraf på væggen strækker sin hals helt op under loftet, som den kigger ned fra. Ved siden af døren er der en knap. Skinnede rød. ”Tænd mig”, ”Tryk mig”, står der i røde pile rundt om den. Og gør man det, spiller The Beatles ”All You Need Is Love” fra en lille højtaler. Det er et mål for Andrea Rix Frichot, at der skal være plads til kærlighed og mangfoldighed.

»Det er vigtigt for mig at have et sted, hvor der ikke bliver kigget skævt til én, når man kysser sin kæreste,« fortæller hun.

Andrea Rix Frichot er ikke alene om den følelse. Kromosom har allerede flere stamgæster, som kommer hver dag, fordi de føler sig hjemme, og fordi de har brug for at kunne være et sted, der åbent tager imod dem. Andrea Rix Frichot oplever tit, at når folk kommer ind for første gang, stopper de op i et øjeblik og kigger rundt, inden de sænker skuldrene i forløsning. De føler sig trygge.

»Det er vigtigt, at man møder det, der er uden for normalen med et lige så åbent sind, som man møder den gængse dansker. Det, at man bliver mødt med åbenhed i sin måde at være på, er ret vigtigt i forhold til at kunne stå ved, hvem man er,« siger hun og tilføjer:

»Jeg tror også, det er vigtigt, at de aarhusianere, der bare går forbi, lige får et glimt af regnbuen en gang imellem. Det er bare vigtigt for at normalisere det endnu mere.«

Modstand fra omverdenen

Det er dog ikke alle aarhusianere, som har taget godt imod den nye bar. For nogle uger siden blev der kastet æg på ruderne, og Andrea Rix Frichot oplever stort set hver dag, at nogen råber ord som »bøsserøve« ud ad vinduet fra passerende biler. Andre gange er det forbipasserende på fortovet, som kan komme med nedladende kommentarer mod de gæster og medarbejdere, der sidder udenfor på regnbuebænkene.

Nørre Allé 66 er stadig husket som stedet, hvor jazzbaren Bent J lå, og Andrea Rix Frichot har bevidst valgt at lade stedets musikånd leve med bl.a. koncerter og open mic aftner. Foto: Mads Andreas Frost.

»Det er jo nok meget provokerende for dem, at vi ligger så åbent her på gaden. Jeg håber, at det hjælper, at vi er synlige, for jeg tror ikke, det hjælper at gemme sig væk. Desværre er vores gæster jo vant til den form for tilråb i deres liv, så de tager det jo meget pænt, fordi det ikke er nyt for dem, selv om det jo aldrig er rart,« fortæller Andrea Rix Frichot.

Det er ikke kun tilråb, som er en udfordring i hverdagen. Udover at være indehaver af Kromosom har Andrea Rix Frichot også et fuldtidsarbejde ved siden af. Selv om hun har en tæt gruppe af familie, venner og medarbejdere omkring sig til at hjælpe med alt, så er det i sidste ende hende, der har ansvaret for stedet, og der har været mange ting, hun skulle lære. Hvad er moms? Hvor mange skal der være på arbejde? Hvordan er man en god leder? Hun har dog ikke i sinde at give op.

»Jeg har altid haft et stort drive for ting, hvor jeg kan gøre en forskel, og det kan jeg se, at jeg kan her. Men tro mig, jeg har siddet mange gange derhjemme og tudet, for det er skide hårdt,« fortæller hun og fortsætter:

»Jeg har da været ved at kaste håndklædet i ringen et par gange, men så snart jeg kommer herned på Kromosom og møder gæsterne og mærker stemningen, så er jeg jo ikke i tvivl om, at jeg skal blive ved.«