Fortsæt til indhold
Aarhus

Vandflyselskabet Nordic Seaplanes vil gøre det nemmere at rejse ud i verden fra Aarhus

Nu er taxa fra Københavns Havn til lufthavnen i Kastrup inkluderet i billetprisen.

Det danske vandflyselskab Nordic Seaplanes vil gøre det nemmere at flyve indenrigs fra Aarhus til København og videre ud i verden. Derfor introducerer flyselskabet nu et nyt koncept, hvor gratis taxa fra Københavns Havn, hvor flyet lander, til Københavns Lufthavn er inkluderet i billetprisen.

Det skriver Nordic Seaplanes i en pressemeddelelse.

»Vores erfaringer indikerer, at convenience vægter højt for både erhvervs- og private rejsende. Specielt for erhvervsrejsende er det vigtigt, at der er et minimum af spildtid på den samlede rejse. Den læring har vi videreført i vores nye koncept,« siger kaptajn og partner i Nordic Seaplanes Lasse Rungholm i pressemeddelelsen.

Han tilføjer, at selskabet »selvfølgelig booker taxaen, så den holder klar, når kunden lander med vandflyet ved Nordre Toldbod i København.«

Nordic Seaplanes er et dansk flyselskab, der siden maj 2016 har drevet en rute med vandfly i mellem København og Aarhus.