Fortsæt til indhold
Aarhus

Trods ny gymnasiereform: Ingen endelig afklaring på lukningstrusler fra Aarhus Gymnasium, Tilst

Aarhus Gymnasium, Tilst er stadig ikke klar til at melde endeligt ud om skolens fremtid. Det til trods for, at der er landet den nye nationale lovgivning, som skolen havde ventet på.

Aarhus Gymnasium, Tilst – det tidligere Langkær Gymnasium – har endnu ikke taget en endelig beslutning, i forhold til om gymnasiet lukker. Det til trods for, at der er landet en ny reform om fordeling af gymnasieelever, som Aarhus Gymnasium, Tilst havde ventet på.

»Aftalen adresserer de problemstillinger, der har været omkring ventelister og kapacitet i Aarhus. Det er vi rigtig glade for. Nu venter vi på at se, hvordan det konkret bliver udmøntet. Det ved vi ikke endnu. Det er nogle rigtig fine intentioner, men vi skal lige have nogle tal på,« siger Peter Grønlykke, uddannelsesdirektør hos Aarhus Tech, som driver Aarhus Gymnasium, Tilst.

Fordelingsaftalen blev præsenteret torsdag af regeringen, dens støttepartier samt Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne.

En del af aftalen gælder uddannelserne i de største byer, herunder Aarhus. Her vil optaget af elever blive tilpasset på skolerne ud fra, hvor mange unge der kommer fra hjem med høj, middel og lav indkomst.

Fordelt efter indkomst

Der vil være plads til et vist antal elever med forældre fra hver af de tre forskellige indkomstgrupper, som er fastsat, så gymnasierne afspejler det elevgrundlag, som er bosat i området. Indkomstgrupperne varierer fra område til område.

Det skal ifølge aftaleparterne modvirke en skæv social sammensætning på uddannelserne og føre til væsentligt færre elever med ikke-vestlig herkomst på de gymnasier, hvor der i dag går flere end 30 pct. tosprogede.

Der skal være et strammere loft over, hvor mange elever de største gymnasier kan optage, og samtidig laves et minimumsoptag for at sikre tre hold på de små gymnasier. Desuden afskaffes muligheden for at stå på ventelister til andre gymnasier.

Derudover vil seks-ni gymnasier på landsplan med et højt antal ikke-vestlige elever blive bedt om at lukke for optag i et år.

Savner svar

Uddannelsesdirektør Peter Grønlykke savner stadig svar på, hvad de eksakte kriterier er for, om man skal stoppe optaget i et år, og hvad aftalen betyder for skolens htx-elever. Derfor er han ikke klar til at melde nærmere om skolens fremtid.

Aarhus Tech luftede tankerne om en mulig lukning af gymnasiet i Tilst, efter at undervisningsministeren godkendte Region Midtjyllands forslag om at lukke Aarhus Techs stx-klasser på Dollerupvej.

Indtil da havde Aarhus Tech haft plads til seks stx-klasser. Tre på Aarhus Gymnasium, Tilst og tre på Aarhus Gymnasium, Dollerupvej. I stedet blev de indstillet til i alt fem klasser i Tilst.

Ifølge Aarhus Tech er det ikke nok med fem klasser. Der er fortsat brug for seks. Desuden mener Aarhus Tech, at der generelt er en for høj elevkapacitet på Aarhus’ øvrige gymnasier, hvilket betyder, at eleverne i Tilst uden problemer kan skifte til et andet gymnasium. Ifølge gymnasiet danner det ikke grundlag for en bæredygtig elevsammensætning i Tilst.

Tillid til ministeren

I sidste ende satte man lukningstruslerne på pause for i stedet at afvente den nye nationale lovgivning om elevfordeling, som nu er indført.

»Vi vil gøre rigtig meget for at bibeholde gymnasiet i Tilst. Men får vi ikke lovgivningen med os, bliver det umuligt for os at opretholde et fagligt, socialt og pædagogisk bæredygtigt uddannelsestilbud,« sagde bestyrelsesformand for Aarhus Tech Bo Sejer Frandsen dengang i en pressemeddelelse og uddybbede:

»Vi har tillid til, at Pernille Rosenkrantz-Theil prioriterer en lovgivning, som sikrer et bæredygtigt og balanceret elevgrundlag, ligesom vi tror på vigtigheden af vores arbejde i bydelen.«