Svend Åge Madsens hustru æret med "travesti"

Ved et solbeskinnet hjørne af Bellevuehallen i Risskov står et publikum på ca. 40 mennesker. Primært gråsprængte hårtoppe. I midten af forsamlingen står den aarhusianske forfatter Svend Åge Madsen. Hans hår er mere end gråsprængt. Nærmere mælkehvidt er det vilde hår og det lange skæg, som dirrer i vinden. Ved siden af ham står formand for Grundejerforeningen Vejlby Fed, Øyvind Serup, og bag ved dem hænger en nyopsat plakette.

Lises Travesti står der på den. Den er til ære for forfatterens hustru gennem 47 år, som døde i 2013.

»Forklaringen på Lises Travesti dukkede op for første gang i vores jubilæumsbog for to år siden, da grundejerforeningen blev 100 år. Der havde vi bedt Svend Åge Madsen om at skrive forordet. Og det skal jeg love for, han gjorde,« fortæller Øyvind Serup ud til forsamlingen.

Han læser op fra forfatterens forord. Om Svend Åge Madsen og hustruen Lises fælles krimiroman ”Blodet på mine hænder” under pseudonymet Marianne Kainsdatter fra 1973, der foregår i området.

»Sammen slog Lise og jeg en yngre kvinde ihjel, hvorefter vi begravede hende i rosendiget nær Bellevue. Jeg husker stadig sliddet med at beskrive det tætte net af rødder, som gjorde det svært at komme dybt nok ned,« reciterer Øyvind Serup.

Formanden forklarer senere, hvorfor det lige netop er Svend Åge Madsen og Lise Madsen, som skal hyldes her.

»Vi har jo en 100-årig historie her i grundejerforeningen, og de har boet her halvdelen af tiden,« siger Øyvind Serup.

Franske tragedier og romersk epos

Efter Øyvind Serups ord træder Svend Åge Madsen selv frem i centrum af forsamlingen.

Forfatteren begynder at fortælle om, hvordan han og husturen flyttede til Risskov efter flere år i Aarhus midtby. Om hvordan de kastede sig ud i krimigenren sammen, og om hvordan de brugte netop denne sti flittigt – især de sidste år af Lises liv.

»De sidste par år af Lises liv havde hun det ikke ret godt. Hun havde svært ved at gå blandt andet. Men vi blev enige om, at vi skulle ned og se havet mindst én gang hver dag. Der gik vi fra huset og ned af denne vej. Og det kom efterhånden til at hedde Lises Travesti, fordi det var lidt en parodi på vores gangart,« siger han.

Og herfra tager forfatterens finurlige hjerne over. For travestien skal ikke blot forstås som ægteparrets, med egne ord, humpende gang. Forfatteren fortæller livligt om det litterære begreb ”travestien”. Om hvordan Johan Hermann Wessel parodierede de store franske tragedier i 1700-tallet med ”Kærlighed uden strømper”, og hvordan Ludvig Holberg gjorde grin med Antikkens ”Æneiden” i gennembrudsværket ”Peder Paars”.

»Det var det ord, som var nemt at hæfte på vores måde at gå på, som var lidt humpende. I hvert fald for Lises vedkommende,« forklarer han og skyder brystet frem og smiler bredt.

»Så det var lidt af en travesti at kalde det en travesti«

Efter et par minutters opridsning af ægteparrets og litteraturens historie afslutter forfatteren sin fortælling over for de fremmødte:

»Jeg siger tak, fordi vi mindes Lise på den her måde. Jeg er sikker på, at hun ville have været rørt. Og så vil jeg lige tilføje, at hvis der er nogle, som synes, det går lidt for hurtigt her, så har jeg en papvin og lidt andet hjemme på Vestre Strandalle.«