Ny type undersøgelse gør folkestyret stærkere

Folketinget tog for nylig skridt til at sætte minksagen under lup med et nyt undersøgelsesformat. En såkaldt granskningskommission.

Det er en parlamentarisk nyskabelse, der på borgernes vegne kan sikre større åbenhed om regeringens handlinger i sager med kritisk opmærksomhed. Jeg er ikke i tvivl om, at det nye redskab bliver en demokratisk gevinst. Folketinget får endnu bedre muligheder for at se den til enhver tid siddende regering efter i sømmene.

Baggrunden for undersøgelsen er regeringens beslutning fra sidste år om at slå alle danske mink ned. Det skete for at bekæmpe covid-19-epidemien på dansk grund. Situationen var alvorlig. Der var frygt for, at smittede mink kunne bringe virus ud af kontrol.

Beslutningen fik bølgerne til at gå højt i Folketinget.

Flere partier satte sig efterfølgende i spidsen for at undersøge regeringens ageren og grundlaget for beslutningen. Centralt stod spørgsmålet om lovmæssighed. Havde regeringen og myndighederne ret til at kræve dyrene aflivet og gravet ned?

Folketinget råder over flere midler til at kontrollere regeringsmagten.

I den ene ende af skalaen kan medlemmer kalde en minister i samråd eller stille spørgsmål til ministeren i folketingssalen. Det sker hver uge. I Folketingets værktøjskasse er der også gjort plads til det helt store redskab – en undersøgelseskommission. Det bliver dog ikke brugt så tit. En undersøgelseskommission er grundig, men den tager også lang tid og kan koste mange millioner kroner.

Folketinget formulerer selv opgaven og udpeger medlemmerne af granskningskommissionen. I de kendte undersøgelseskommissioner er det i udgangspunktet justitsministeren, som skriver kommissoriet og sætter undersøgelsen i gang.

En granskningskommission skal afgrænse sin opgave, så den kan afslutte sit arbejde inden for et år. Det er godt at få resultaterne på bordet, mens en sag stadig er i frisk erindring. Der er eksempler på, at undersøgelseskommissioner har taget mange år. Granskningsudvalget har skrevet et fokuseret kommissorium, der gør det muligt at blive forholdsvis hurtigt færdig.

En granskningskommission kan afhøre vidner. Hvis f.eks. en embedsmand bliver indkaldt som vidne, er der pligt til at møde op. Vidner er beskyttet af den samme retssikkerhed som i en undersøgelseskommission.

Et nyt folketingsudvalg – ”Granskningsudvalget” – får i fremtiden en central rolle. Det skal tage stilling til, om Folketinget skal undersøge en sag. Udvalget kan vælge en af de kendte undersøgelsesformer som f.eks. advokatundersøgelse eller undersøgelseskommission, men har til minksagen valgt en granskningskommission.

At beslutte at undersøge regeringen er ikke noget, man bare gør. Det er et redskab, man skal bruge med varsomhed.

Spørgsmålet om at gennemføre en undersøgelse er en del af den politiske kamp. Der bliver krydset klinger, før man lander en aftale om, hvad og hvordan man skal undersøge. Sådan er de faktiske forhold i Folketinget.

Modellen med Granskningsudvalget giver politiske mindretal et større manøvrerum.

Der skal kun en tredjedel af folketingsmedlemmerne til at iværksætte en forundersøgelse. Hvis en sag skal gå videre til en egentlig undersøgelse, kan en anden tredjedel kræve at få sagen behandlet i folketingssalen. Her beslutter flertallet, hvad der skal ske.

Muligheden for at tage en sag fra udvalgsværelset til folketingssalen vil give offentligheden bedre indblik i argumenterne for eller imod at vende sten i en kritisk sag.

Jeg er spændt på at se, hvordan den nye undersøgelsesform kommer til at fungere i praksis. Som med andre reformer skal den vise sit værd i virkelighedens verden. Men jeg tror, den er kommet for at blive.