Med limpistol og piskeris er børnene klar til dagens online undervisning

»Godmorgen sæler, er I ved at være klar?«

Stemmen tilhører Rasmus Egede, der er lærer på Børnenes Friskole i Risskov og skal undervise tredje klasse, der kalder sig sæler, i natur og teknik. Han sidder i et ellers tomt klasselokale og taler til sin computerskærm, der står på bordet foran ham.

Derhjemme har børnene hver i sær tændt for Meet, hvor de kan se både hinanden og deres lærer Rasmus Egede på skærmen.

»Rasmus, du ved godt, at vi først starter om fire minutter ikk’?« indvender en af drengene. Rasmus Egede smiler, men må give ham ret og venter lidt, inden han igen samler børnenes opmærksomhed.

Midt i en pandemi, der igen har sat den fysiske undervisning ud af spil, må folkeskolelærerne især tænke ud af boksen, når det kommer til de mindste. Her er koncentrationen nemlig kortere, teknikken sværere at mestre, og afstanden kan føles længere, når der er behov for en kærlig hånd på skulderen eller øjenkontakt med den enkelte. Så på Børnenes Friskole har lærerne smøget ærmerne op og fundet nogle metoder, der gør, at de mindste ikke skal sidde foran skærmen hele dagen, når de har undervisning.

Pap i Brugsen og pinde i skoven

I natur og teknik har børnene selv bygget fuglebure af tomme mælkekartoner og viser dem stolt frem på skærmen for hinanden. En mælkekarton er påklistret med brune blade omkring et udklippet rundt hul. Nedenunder har den fået monteret en pind, som fuglen kan sidde på. En anden er malet som et blåt hus med lys i vinduerne, der sidder under en lille markise og et tag af ispinde.

Rasmus Egede kan mærke, hvor glade børnene bliver over at skabe noget og opdage, at de godt kan klare det selv.

»Der er en positiv virkning ved det her. Børnene finder ud af at stå på egne ben. De finder selv materialer til projekterne. Nogle finder pap i brugsen og andre samler pinde i skoven, så de er stolte, når de viser deres ting frem på skærmen,« fortæller han.

I begyndelsen måtte Rasmus Egede sløjfe al sin planlagte undervisning og finde på helt nye opgaver til den online version. Han fandt hurtigt på den idé at lave en lille pose, som hver elev kunne hente hjem, med limpistol og andre ting, de skulle bruge i undervisningen. På den måde er der ingen begrænsninger for, hvilke kreative projekter han kan give børnene derhjemme.

Gulerodsbrud bliver streamet

I køkkenet inde ved siden af er der gang i bageriet. Christine Løhndorf, der underviser i hjemmekundskab, laver gulerodsbrud med børnene i fjerde klasse, som står derhjemme i familiens eget køkken. De to piger Zoe Kay Højgaard og Ella Lundberg Skriver er med fysisk på skolen, fordi deres forældre varetager kritiske erhverv, og derfor er på arbejde. Egentlig er det meget praktisk, for så kan Christine Løhndorf nemlig filme og streame processen med sin telefon, imens pigerne bager.

»Er den klistret, når du rører ved den? Godt så skal du bare forme den som en kugle og lægge et viskestykke over, og så skal den have fred og ro, indtil vi ses igen efter pausen.«

Christine Løhndorf taler til sin computerskærm, der står på en halvmur foran køkkenbordet. Hun tilstår, at fjernundervisning i hjemmekundskab kræver forældrenes opbakning:

»Der skal handles ind på forhånd, og nogle skal have hjælp til at tage brødet ud af den varme ovn eller have øvet det på forhånd med en kold ovn, så de selv kan klare det.«

Succesoplevelser til trods

»Ikke snasketid!« lyder det fra skærmen, mens Christine fortsætter med at guide børnene, der skal til at slå æg ud i skålen. Og mens Zoe fisker efter æggeskaller i dejen, svarer Christine på børnenes mange spørgsmål.

»Kan I huske, at man skal folde dejen over jeres snask og lave karatehug i den?« spørger Christine så og viser tricket på Ellas dej, mens hun filmer med den anden hånd.

For Christine Løhndorf er en af de store besværligheder ved fjernundervisningen, at man ikke kan bruge sit kropssprog på samme måde, som når man er i samme rum.

»Man får opmærksomheden med sig, når man placerer sig i rummet, og jeg plejer at bruge mit kropssprog rigtig meget. Så man lærer at kigge efter andre signaler. Når jeg har matematik, og de sidder mere foran skærmen, ser jeg eksempelvis efter, om øjnene flakker, og de laver noget andet« fortæller Christine Løhndorf.

Med de mindste klasser kan der også være udfordringer med at forstå, hvornår et frikvarter er slut. Så Christine Løhndorf tegner et ur og viser det på skærmen, så børnene ved, hvornår de skal stå klar ved computeren igen. Men til gengæld er der også fordele ved, at børnene er derhjemme.

»De er super engagerede, og det giver mening for dem at være i deres eget køkken, hvor de kan bage til familien. Nogle har ikke rigtig prøvet det før, så de har fået en stor succesoplevelse med at bage selv. En far sagde til mig, at hans datter var vokset en halv meter, efter hun havde serveret boller for hele familien,« fortæller Christine Løhndorf.

Må katten spise sommerfugle?

»Er alle sommerfugle fredede?« spørger en af pigerne.

Tilbage i natur og teknik har børnene netop set et program om dyr, og nu skal de tegne et af dem og skrive det, de husker om dyret. Imens er der gang i fællessnakken på skærmen.

»Ja, man må ikke gå på sommerfuglejagt,« svarer Rasmus Egede, hvorefter en af børnene gerne vil vide, om det også gælder for katten, hvis nu den spiser en sommerfugl? Nej for det er en del af kredsløbet, svarer en af de andre børn sikkert.