Fortsæt til indhold
Aarhus

Ny Samsø-færge er på vej hjem

116 søfolk har søgt stillinger på den nye hurtigfærge, som fra april skal sejle mellem Samsø og Aarhus.

Med flere dages forsinkelse er den nye Samsø-færge nu på dækket af det tyske transportskib ”Anne-Sofie” fra Hamburg-rederiet Sal Heavy Lift på vej hjem fra Kina.

»Den afsejlede fredag middag. Vi forventer færgen til Aarhus midt i februar, men får først en mere præcis dato, når transportskibet er længere fremme på ruten. Det afhænger af vind og vejr,« fortæller direktør Carsten Kruse, Samsø Rederi.

Hjemtransporten skulle have været påbegyndt i sidste weekend, men skibet blev forsinket i Shanghai, hvor stærk vind gjorde det umuligt at læsse vindmøllehoveder og -vinger, som skal til Glasgow.

Vi har samtaler i disse dage og tester folk i en simulator for at være sikre på, at de kan styre skibet. Det koster mange penge at lave en Bilka-bule i sådan en færge.
Carsten Kruse, direktør, Samsø Rederi

Ansætter nu

Hurtigfærgen skal fra slutningen af april sejle mellem Aarhus Havn og Sælvig på Samsø. Derfor er rederiet i øjeblikket ved at ansætte personale, oplyser Carsten Kruse.

Færgen er tøjret godt og svejset flere steder til transportskibets dæk, så den ikke forskubber sig i hård sø. Foto: Samsø Rederi

»Vi har samtaler i disse dage og tester folk i en simulator for at være sikre på, at de kan styre skibet. Det koster mange penge at lave en Bilka-bule i sådan en færge,« forsikrer rederidirektøren.

Samsø Rederi har fået 116 ansøgninger til omkring 10-12 opslåede stillinger som kaptajn, overstyrmand og maskinmester.

Gode ansøgere

»Det er rigtig flot, men siger også noget om situationen i øjeblikket. Der er rigtig mange gode ansøgere i feltet,« understreger direktøren.

En fotograf fra værftet fangede øjeblikket, da ”M/F Lilleøre” blev løftet op på det tyske transportskib "Anne-Sofie" i udskibningshavnen Dongguan ved Hongkong. Foto: Samsø Rederi

Omkring den 1. april vil den nye besætning kunne begynde træningssejladserne mellem Dokk1 i Aarhus og Sælvig på Samsø. Mandag den 26. april skal de første passagerer efter planen gå om bord på ”M/F Lilleøre”.