Traditionsrig bokseklub fylder 100 år: »Vi har brug for, at noget forbliver ved det gamle – vi skal ikke løbe med tidens trends«

I midtugen kunne bokseklubben Frederiksbjerg Athlet Klub – i folkemunde bedst kendt som F.A.K. – fejre sit 100-års jubilæum.

En særlig milepæl, der selvfølgelig blev fejret på behørig vis i festligt lag på en velvalgt café på Frederiksbjerg i Aarhus blot en spytklat væk fra træningsgemakkerne og den blå kanvas på N. J. Fjordsgade Skole.

Her blev der utvivlsomt delt røverhistorier på kryds og tværs blandt gamle kendinge, trofaste ildsjæle, nutidens bærende kræfter samt et enkelt nulevende æresmedlem. En snak om datidens bedrifter, bitre nederlag, mindeværdige træningslejre og det ukuelige kammeratskab; om den der lige venstre eller det hårdtslående hook, der engang for længe siden banede vejen for en stor triumf.

Indiskutabelt er det i hvert fald, at F.A.K. som en af landets mest vindende bokseklubber gennem tiderne har opfostret et væld af talentfulde boksere, der altså siden 1920 har kæmpet sig til tops ved både de jyske, danske og ikke mindst de nordiske mesterskaber.

Dansk boksehistorie

Som en hyldest til F.A.K.’s stolte fortid lancerede bokseklubbens nuværende bestyrelse på dagen for jubilæet desuden en ganske udførlig tidslinje online med adskillige snapshots, gamle avisudklip, små videobidder og korte radiointerviews med både tidligere og nuværende boksere. Lige fra stiftelsen i 1920 til nu.

Et mindre eldorado for lokale boksenostalgikere.

De mest berømte skikkelser, der har bokset under F.A.K-fanen, er utvivlsomt ikoniske Jørgen “Gamle” Hansen, der tilbage i 60’erne startede karrieren i Aarhus, inden han drog videre til Lindholm BK længere nordpå og siden skabte sig en imponerende karriere som prof under Mogens Palle, samt letvægteren Racheed Lawal, der i 80’erne triumferede som jysk, dansk og nordisk mester og desuden deltog ved europamesterskaberne i Budapest i 1985, inden han ligeledes skrev under med den danske promotorkonge, og ej at forglemme Johnny de Lima, der i slut-80’erne deltog ved De Olympiske Lege i Seoul.

Men minderne bliver så sandelig også vakt til live med anekdoter fra arkivet om klublegender som Gunnar Andresen, Jens Andersen og ikke mindst bokseklubbens allerførste jyske mester helt tilbage fra 1924, Marinus Thomsen, der en lørdag for mange år siden ved fyraftenstid tilbagelagde 125 kilometer fra Aarhus til Haderslev på cykel med ankomst i nattens mulm og mørke for altså at bokse fire kampe ved et søndagsstævne – alle med sejr til følge selvfølgelig – for slutteligt at trampe hjemad igen hurtigst muligt, da det gjaldt om at stå ret på det lokale støberi igen mandag morgen.

Rollen er den samme

Når den traditionsrige bokseklubs nuværende formand, Jes Busk, ser tilbage på årene, der er gået, er det med en fornemmelse af både ærefrygt og stolthed samt en snert af ansvarsfølelse over for klubbens grundlæggende værdier, som fra generation til generation er blevet ført trofast videre.

»Selv om boksning traditionelt set har været en sport for arbejderklassen, og der utvivlsomt har været en masse rødder inde over i tidens løb, så har der alligevel altid hersket en form for ordentlighed i F.A.K. Her har man altid skullet opføre sig ordentligt og være et ordentligt klubmenneske, der f.eks. ikke rendte og skabte sig åndssvagt nede i midtbyen. Tilbage i 50’erne var der f.eks. en del F.A.K.-ledere, der arbejdede på DSB’s centralværksted. Og hvis man boksede i F.A.K. som ung mand og havde lyst til at blive enten klejnsmed eller smed, så kunne man altid komme på centralværkstedet. Her vidste man, at de unge fra F.A.K. altid kom til tiden og var garant for at passe deres job. Man kunne altså bokse sig til en læreplads dengang. Netop fordi man stod for noget bestemt,« siger Jes Busk.

De tre sidste skridt op i en boksering kan være de tre vigtigste i en ung mands liv.

Sådan har man altid sagt i F.A.K.

Og ifølge Jes Busk er det stadig efter samme devise, at nutidens boksere får deres opvækst mellem tovene. Derfor mener han også, at klubbens rolle er nøjagtig den samme i dag, som den var for hundrede år siden.

»Boksning er principielt en farlig sport, så der bliver nødt til at herske nogle firkantede og faste regler. Når træneren siger hop, så er alle nødt til at hoppe. Det kan ikke diskuteres. Man er nødt til at følge trænerens ord og stole på hans erfaring, fordi der ellers er nogle direkte konsekvenser i boksning. Hvis du ikke er i form, så er det rent ud sagt ad helvede til. Derfor er boksning i virkeligheden også en sport, der er meget tæt på sandheden. I en boksering kan du ikke skjule dig. Det er umuligt. Og måske lyder det underligt, men boksning er slet ikke en ”alenesport”. Tværtimod hersker der et stort sammenhold bokserne iblandt. Det er et fællesskab, der nemt kan afkodes. Der er ingen skjulte dagsordener. Og der bliver altid taget hånd om én, hvis man møder op i F.A.K.,« siger Jes Busk.

Klassiske dyder består

Det kan måske klinge en smule paradoksalt med takt og tone i en rå bokseklub.

Men i F.A.K. værner man om den traditionelle bokse-etikette. Respekten, disciplinen og de faste rammer, der på sin helt egen måde skaber et tiltalende tilholdssted.

Med 100 år på bagen er den aarhusianske bokseklub dog også uomtvisteligt af ældre dato. En klub med stolte traditioner, der skuer ind i en moderne fremtid.

»Det er vigtigt, at F.A.K. og ikke mindst dansk boksning husker på de klassiske dyder. I F.A.K. skal vi huske på, hvem vi var – og blive ved med at være netop dét. Vi er heller ikke gået med på fitnessbølgen, hvor man kun tjatter lidt til en sandsæk og laver armbøjninger. Vi er en bokseklub. Og her bokser man. Og i disse tider er der også brug for noget, der bare bliver ved med at være, nøjagtig som det var engang. Vi behøver ikke løbe med tidens trends,« slutter Jes Busk.