Tænk, hvis AGF også næste år skal i mesterskabsspil. Så vil jeg blive meget glad

For et par uger siden, da jeg kom hjem efter at have forsøgt at lære min treårige at køre på cykel uden støttehjul, sad Thomas Thorninger og drak kaffe i min have. Det var, som om han var steget ned fra halvfemserne for hilse på og minde os alle sammen om, at succes findes og kan opnås, og at sølvtøj er et ægte, virkeligt fænomen, der eksisterer i samme verden som dig og mig og altså ikke mindst AGF.

Naturligvis var det skuffende at slutte af med et nederlag til Brøndby, men festen bagefter var alligevel god, og det skal retfærdigvis også siges, at det kun var på tv, at det så ud, som om de der to offsides var gode nok – på stadion kunne vi tydeligt se, at det var tyveri ved højlys dag. At vi lukker og slukker med at understrege, hvad europa-playoff-kampene indtil videre hver gang har vist, nemlig at mesterskabsslutspil løfter niveauet signifikant for de hold, der er med i det over for de hold, som ikke er, er udtryk for stor styrke, synes jeg. Hele landet ville have stået klar til at pege fingre, hvis vi havde misset ikke bare sølvet, men også Europa. Jeg sad bag en lille flok OB-fans på nedre C, og det var tydeligt at mærke, at de følte, de havde alt at vinde, men de fik i stedet lov at se GF slå ned som et lyn og måtte vende slukørede hjem ad E45 sydgående.

Når jeg tænker tilbage på sæsonen, er det især fire ting, jeg husker:

For det første, at vi startede med to point i fem kampe. Som fan var det en næsten narkotisk oplevelse at kigge på tabellen og se de to point og så alligevel tænke: Det skal nok komme. Vi har spillet fint. Jeg kan sige helt klart og tydeligt, at det ikke er noget, jeg har prøvet tidligere, hvor jeg altid har haft fornemmelsen, som for det meste viste sig berettiget, af, at katastrofen lurede lige om hjørnet. Det havde jeg ikke da, og det har jeg heller ikke nu. Jeg ser os bestemt ikke lave en Esbjerg næste sæson.

For det andet er det svært at huske nu, men der var et tidspunkt, hvor frygten for en skrivebordsafgørelse af sæsonen var meget reel. Hvor tanken om at få tilskuere på stadion lå fjernt. Da en emsig kontrollør (som gør et fantastisk stykke arbejde i øvrigt, og tak for det) i onsdags sendte mig væk fra mit behagelige ly under udhænget og ned til min siddeplads i den silende regn, var jeg småfornærmet og tænkte ikke ét sekund på, at det kun er halvanden måned siden, vi så de første superligakampe med tilskuere efter nedlukningen. En forholdsvis trist affære efter dagens standarder med få hundrede tilskuere, men alene følelsen af ægte tilskuere frem for dåselyd på tv’et gjorde mig dengang glad som et lille barn. Så det, at vi overhovedet fik færdigspillet ligaen og ovenikøbet med noget, der ligner normale tilskuerforhold, er for mig et af sæsonens højdepunkter.

Og så var der dengang, Jakob Ankersen fuldstændig umotiveret headede et ufarligt hjørnespark i eget mål til stillingen 3-1 til FC Midtjylland på MCH Arena tilbage i midten af juni. For mig står det som et ikonisk øjeblik. Det er næsten umuligt at forestille sig omfanget af den skuffelse, der må være løbet igennem holdet, da man for anden gang på tre minutter efter pausen forærede et mål væk. Det er en afgørende topkamp, efter at man har brugt det meste af et år på at bringe sig i en position, som man før sæsonen kun kunne drømme om. Hvor man ikke er bare er i topseks, men har gode muligheder for bronze. Hjemme i min stue var der mildest talt en sammenbidt stilhed mellem mig og min med-AGF-fan. Men loyaliteten, den varer evigt, og det er selvfølgelig nemt at komme og sige nu, men allerede kort efter havde vi fornemmelsen af, at vi alligevel godt kunne få noget ud af kampen. Og det er alt for let at påstå, at nogen, lad os bare sige, at det var mig, sagde: Det bliver 3-4, vi kommer og tager dem. Men det er i hvert fald den pureste sandhed, at efter 3-3 kunne intet stoppe os, og vi sprang begge to rundt i stuen og op på det stakkels gamle sofabord med Tønder-kakler og skreg, at nu sker det, 3-4, og også den store fodbold-buddha var enig med os den aften, for det sker nok ikke én af ti gange, at Helenius’ skud i overtiden bliver rettet af på netop den måde, så bolden kan sejle i mål og give os den mest sindssyge fodboldoplevelse, jeg kan huske.

Og sidst 4-2-sejren over FCK. Da der var spillet 10 minutter, havde jeg en klar fornemmelse af, at vi aldrig kunne tabe. I troede, vi var døde og borte, men i den her kamp kom vi ind i hver eneste duel, som om det gjaldt vores liv, og man kunne se, at det gjorde ondt på FCK’erne. De fik måske frispark, men mere fik de ikke ud af det, og man vidste, at hver eneste gang de ikke fik et frispark i sådan en situation, ville der opstå en farlig mulighed med mange AGF’ere i løb ned mod deres mål. Den dag var det AGF, der lignede et hold med internationalt format, ikke FCK.

For øvrigt lærte han det, min søn, at cykle uden støttehjul, og AGF skal nu bevise, at man hører til i toppen af dansk fodbold uden at kunne støtte sig til euforien over en sæson, der er i den grad er gået op i en højere enhed.

Jeg er optimist. På trods af afgange fra vigtige spillere synes jeg stadig, at truppen er god. Der skal vel suppleres på midtbanen, nu hvor Amini er væk, og hvis Bundu og Højer ryger, skal der nok også spillere ind på de positioner. Men foråret har vist truppens bredde, da man har præsteret endnu bedre end efteråret, på trods af, at hverken Backman, Amini eller Bundu for alvor har spillet – den stærkeste spiller fra hver kæde, ville jeg have sagt, havde du spurgt mig i vinters.

Hvis vi i næste sæson igen spiller mesterskabsspil og deltager i en åben slagsveksling og altså ikke er statister, som FCN har været i år, vil jeg være meget glad. Derudover tror jeg på gennembrud for Hausner, Hvidt og Links. Og lad os lige slutte af med Gift Links. På et tidspunkt skrev jeg noget om ham, hvor jeg antydede, at han var et flop. Det vil jeg godt trække tilbage. De seneste par kampe har jeg virkelig kunnet få øje på, hvad de har set i ham ude på Fredensvang. Hvor han i de første mange kampe blev tromlet fysisk, formår han nu at udnytte, at han for det første løber sindssygt hurtigt og for det andet gør det i ankelhøjde på modstanderen, hvilket jo gør ham umulig at fange. Hvis han får slutprodukt på, tror jeg virkelig, at han kan brænde superligaen af næste år.