Alt er ægte, undtagen hævnen. Den står for hendes egen regning

Midt i en coronatid taler forfatteren Sissel-Jo Gazan om en helt anden, overset pandemi.

Den er emne for hendes nye roman, ”Hvide blomster”, der udkommer 6. oktober, og den er også alvorlig: Den handler om misbrug af børn. Om voksne mennesker, der udfører det, og andre, der vender det blinde øje til.

Romanen foregår i 1990’erne på Samsø og i Aarhus især, og allerede nu tænker den 46-årige forfatter på, hvordan reaktionen kommer til at være på bogen, som hun stadig gerne vil holde lidt tæt til kroppen, så ikke alt for meget af handlingen bliver afsløret allerede nu.

»Jeg tror, at folk vil sige, hold nu kæft, det er vildt og måske lidt over the top. Men alt er baseret på virkelige hændelser. Tricket til denne bog er, at virkeligheden så vildt overgår fantasien. Jeg har bare samlet forskellige historier. Alt er ægte, undtagen hævnen. Den står for min egen regning,« siger hun.

Hun er i Aarhus et par dage, mens hendes børn holder ferie på Samsø med hendes mor. Hun skal lidt rundt i byen, bl.a. i Studsgade for at tjekke udvalget i en genbrugsbutik. I sin nye roman er det Mejlgade og en af datidens mest legendariske tatoveringsbutikker, Tato Jim, hun tager sine læsere med ind i.

»Min far blev tatoveret hos Tato-Jim. Jeg kan huske, at jeg var med, for Jim gav mig en hel pose skumfiduser. Det var der i 70’erne, hvor slik var rimelig fy, og jeg sikkert kun havde en lakridsrod at sidde at tygge i derhjemme,« husker hun.

«Tatoveringer interesserer mig virkelig meget. Jeg har også selv nogle. Det er mit indtryk, at tatovører er nogle cool mennesker – det har været fedt at gå ind i deres miljø.«

Hun har fået hjælp af en Facebook-gruppe med speciale i det gamle Aarhus, da hun skulle finde ud af, hvad den bodega hed, der lå skråt over for Tato-Jim.

»Så får du 17 forskellige svar, og de begynder at diskutere indbyrdes. Til sidst besluttede jeg mig til, at det måtte være Kasket Karl. Jeg har også spurgt, om der var en café ved Botanisk Have i 1994. Det var der. De har sendt mig billeder af den,« smiler hun.

Det er der i Botanisk Have, at romanen slutter. Den begynder i al sin gru på Samsø, hvor forfatteren selv boede i et par år som barn.

»Da jeg begyndte at lave research, gik det op for mig, hvor omfattende misbrug af børn er. Derfor insisterer jeg på, at denne roman gerne må være sådan lidt ”nej, nu er det for langt ude”. For det er så langt ude, at man lader misbruget foregå. Det er overalt, det er omsiggribende, og det er grotesk, hvor mange der slipper af sted med at gøre det – og hvor meget det ødelægger,« siger hun.

Mishandlet på børnehjem

Sissel-Jo Gazan fik sit store gennembrud med romanen ”Dinosaurens fjer” i 2008. Den blev fem år senere fulgt op af ”Svalens Graf”, og i 2017 vendte hun hjem til Aarhus, hvor hun er født, med romanen ”Blækhat”, der finder sted i 1980’ernes øgadekvarter og giver et portræt af både kvarteret og tiden.

Med ”Hvide blomster” er hun bange for, at folk skal synes, handlingen er konstrueret.

»Det er den på en måde, fordi jeg har sammenført tre spor, der bevæger sig lige der, hvor man næsten ikke kan fatte virkeligheden mere,« siger hun, der er blevet inspireret til at tage fat på det dystre emne, fordi hendes børns australske far og hendes eksmand, Mark Reid, har boet på et skandaleramt børnehjem, Box Hill Boys’ Home, i en forstad til Melbourne i Australien.

»Det er et faktum, at han er blevet mishandlet der: Banket, tvangsfordret og låst inde i kælderen. Det var normal omgang med børn på børnehjem dengang. Han var der, da han var syv-otte år, og han er 58 år nu, men det tynger ham stadig. Bare det at komme på børnehjem er ekstremt voldsomt, og når du så kommer i favnen på nogle mennesker, som har nul idé om at omgås sårbare børn - jamen, det er jo ikke til at holde ud at tænke på.«

I dag har Mark Reid - på Sissel-Jo Gazans initiativ - sammen med en række andre mænd, der tilbragte en del af deres barndom på børnehjemmet, lagt sag an mod det.

»Det var både Marks oplevelser og det at være pårørende til ham, der inspirerede mig til at skrive bogen. Jeg ville skrive en bog om alle de ringe i vandet, som misbrug og mishandling af børn kreerer. Hvilken kæreste får barnet som voksen, hvordan bliver det selv som forælder, medarbejder eller ven? Hvordan bliver dets egen livskvalitet? Det er en ekstremt omsiggribende skade, man påfører et barn,« siger hun.

»Sandheden er, at den slags også fandt sted på Samsø, da jeg boede der. Alle vidste det og talte om det, men ingen gjorde noget ved det i dette lille samfund, hvor ting kan være skjult på godt og ondt. Man står hinanden nær, og man hjælper hinanden, alle ved alt om alle, men der er samtidig meget, man ikke taler om eller gør noget ved.«

Bæres i fællesskab

Hun har sløret navne og steder på Samsø, men bruger det australske børnehjems rigtige navn.

»Jeg slører navne, hvor det kan gå ud over nogen, der ikke har andel i det, og hvor det ikke bidrager til min intention med bogen. Men jeg lader dem stå, hvor det er faktum, at børn er blevet mishandlet. Er der nogle, der bliver fornærmede over det, må de blive det,« siger hun.

Derfor kan man også finde navnet på en førhen berygtet dansk kostskole, Skorpeskolen i Hellebæk på Sjælland.

»Jeg har talt med en, der gik på den skole og blev misbrugt af lærerne. Han fik at vide, da han som voksen begyndte i terapi, at han skulle gå til det i 18 år. Så tungt er det at få sit liv tilbage. Det er noget, som dine pårørende i den grad kommer til at bære med dig,« siger Sissel-Jo Gazan.

»Jeg er ikke i tvivl om, at en af årsagerne til, at jeg er blevet skilt fra Mark, er det, han er blevet udsat for - det var så svært at bære hans historie. Det kræver så meget arbejde for ofrene at deale med det, som disse børn har været udsat for, og næsten ligeså meget for de pårørende.«

Fik hjælp af Eminem

Det får hende til at dvæle ved hævnen:

»Hævn er en meget menneskelig følelse. Vi dømmer tit hinanden på det, vi føler og tænker. Men man må tænke, hvad man vil. Det hjælper mig at tænke på hævn, men jeg handler ikke på mine tanker, og jeg hævner ikke, selv om jeg tit har lyst. Det en vigtig grænse. Jeg har da også lyst til at stjæle – f.eks. en Ladyshaver, som er uforskammet dyr. Men jeg gør det ikke, jeg er holdt på plads af min moral.«

Faktisk har Sissel-Jo Gazan selv lyttet meget til rapperen Eminem, når hun har haft brug for at afreagere.

»Det var enormt hårdt, da jeg blev skilt første gang. Min mor og mine veninder hjalp mig, men på det kunstneriske plan var det klart Eminem, jeg havde brug for. Jeg kunne være indeni hans følelser, det gav mig mulighed for at lukke dampen ud. Man skal jo ikke tage ham for pålydende. Det er kunst - der er en anden følelse inden under ordene, lyt til den,« siger hun.

»Det er det, jeg gør med denne bog: Jeg hævner mig, kan man sige, for ikke at føle det så meget indeni. Jeg håber, at jeg på den måde kan gøre det for andre, som Eminem gjorde for mig. Andre kan læse den som en god roman og tænke over emnet,« siger hun.

Tanken om hævn

Hun har leget med tanken om at tage hævn på sin eksmands vegne.

»Jeg har lyst til at finde det plejehjem, hvor den værste lærer fra Marks børnehjem nu er. Gøre det af med ham som en hævn for, hvad han har taget fra Mark dengang for 50 år siden og dermed fra mig og vores børn nu,« siger hun.

»Marks historie er ikke kun tragisk. Han er totalt viet til sine børn og er en fantastisk far. Han gør alt for dem, men ingenting for sig selv. Han har svært ved at passe ordentligt på sig selv. Det giver jo god mening, når du som barn hele tiden får at vide, at du ikke er noget værd - den følelse bliver hængende.«

Sissel-Jo Gazan bor i Berlin, men har tilbragt en del af sommeren hos sin mor på Samsø på det nedlagte landbrug, hun boede på som barn.

»Jeg har også boet i Hjelmensgade i Aarhus, været ude at sejle med min mor, været et smut i Næstved og tilbage til Aarhus. Nu har jeg boet i Berlin i 15 år, men det er altså stadig i Aarhus, at jeg føler mig hjemme. Jeg skal da bo her igen engang, det er jeg sikker på,« siger hun.

»Jeg havde ikke troet, at jeg ville blive hængende i Berlin. Men så fik jeg to børn der - Willow er nu otte år og Frankie Roo fem. Desuden havde jeg Lola, der nu er blevet 18 år. Så slår man jo rødder, og vi har et rigtig godt liv der.«

Sønnen alvorligt syg

Også Willow har en tung bagage at slæbe på.

»Min søn har en meget sjælden autoimmun sygdom, AntiMOG. Han får en betændelsestilstand inde i hjernen, fordi immunforsvaret angriber den. Det er meget sjældent, og det har været rigtig slemt, men nu er han godt medicineret. Det har hjulpet. Han har været stabil i halvandet år, så vi begynder at tro på det,« fortæller Sissel-Jo Gazan.

»Det meste af 2018 var vi indlagt. De første seks måneder var et mareridt, fordi de ikke kunne diagnosticere ham. Jeg blev bare ved med at frygte det øjeblik, hvor man bliver kaldt til side og får at vide, at der ikke er noget at gøre. Det skete ikke, man fandt endelig ud af, hvad han fejlede, og i dag har han et normalt liv. Men det har været en hård tid for ham og for os andre.«

Hun bliver helt rørt ved at tale om det.

»Natten før han blev virkelig syg, kom han ind til mig. Han var lige fyldt seks og havde hovedpine for niende dag i træk. Jeg kunne ikke sove mere, tænkte bare, at nu tager vi på skadestuen, og jeg tager ikke hjem, før de har undersøgt ham ordentligt,« fortæller hun.

»Da vi kom derud, skreg han af smerte. Han fik noget stærkt smertestillende, og så kortsluttede han. De kom løbende fra alle sider, ni læger, og lukkede døren. Vi troede, at han skulle dø. Så skulle vi stå der og holde om hinanden, Mark og jeg, selv om vi lige var gået fra hinanden og i forvejen havde alle følelser uden på kroppen. Det var forfærdeligt. Men jeg tror, at vi har været heldige. Det reddede hans liv, at vi var på hospitalet, da han crashede.«

Willow kom først hjem efter fire uger. 10 dage lå han på intensiv – de første tre dage kunne han end ikke tale. Pludselig blev han blind - sygdommen havde sat sig på synsnerven.

»Så fik han immunsupprimerende medicin, og igen var vi heldige. Det hjalp. Det er et mirakel. Han får stadig kortison, så han er blevet tykkere, og det er han meget ked af. Nu er han ved at blive udfaset af det. Hver gang det er sket, har han fået tilbagefald, så lige nu holder vi vejret,« siger Sissel-Jo Gazan.

»Det har været op ad bakke, men det har også flyttet mit perspektiv. F.eks. har jeg for sidste gang kigget nedladende på tykke børn. Det må jeg med skam sige, at det har jeg gjort og tænkt, hold kæft, de har dårlige forældre. Jeg skammer mig. Man kender aldrig historien, og man skal bare lade være med at være så fordomsfuld. Desuden føler jeg mig taknemmelig. Det siger jeg også til Willow, når han synes, at han er sådan en uheldig dreng. Jamen skat, du er jo heldig, for du er her, og nu lever du et næsten normalt liv.«

Samtidig med at hun skulle holde sønnen og resten af familien oppe, skulle hun også holde snuden i sporet, fordi ”Hvide blomster” skulle skrives færdig. Det tærede - »nogle gange er jeg bare begyndt at græde fuldstændigt ud i det blå – jeg tror, at vi alle har lidt ptsd af vores oplevelser« - men det lykkedes. Bogen er i trykken.