Fortsæt til indhold
Aarhus

Politikere er i tvivl, om Aarhus Kommunes advokat er uvildig i Kongsgården-sagen

Den 30. juni forventes der at falde afgørelse i Landsretten, om det nuværende fogedforbud mod at vise en TV2-dokumentar med skjulte optagelser fra plejehjemmet Kongsgården.

Kan den samme jurist i landsretten kæmpe for at opretholde fogedforbuddet mod at vise TV2’s dokumentar med skjulte optagelser fra plejehjemmet Kongsgården og samtidig give en uvildig vurdering af, om byrådet kan kræve forbuddet ophævet?

Det spørgsmål stillede flere politikere på onsdagens byrådsmøde, da det har vist sig, at Sundhed og Omsorg har benyttet Advokatfirmaet Horten til begge opgaver.

»Jeg kan godt forstå, hvis nogen tænker, at det må være svært, hvis man (advokatfirmaet red.) skal forfægte begge synspunkter på næsten samme tid,« sagde Hans Skou (V), der står bag et forslag om at få rådmanden for Sundhed og Omsorg, Jette Skive (DF), til at anmode om at rettens fogedforbud bliver ophævet.

Det er Aarhus Byråd, som har bedt om en juridisk vurdering af mulighederne for at få fogedforbuddet ophævet. I sit svar til byrådet skriver Advokatfirmaet Horten, at »Aarhus Kommune ikke kan træffe beslutning om ophævelse af det meddelte forbud, uden at dette samtidig vil være ensbetydende med en tilsidesættelse af kommunens retslige pligter på det materielle grundlag, idet kommunen dermed ikke vil leve op til sin pligt til at beskytte en bruger på en kommunal institution mod grove krænkelser«.

Hans Skou er også medlem af sundhed- og omsorgsudvalget, hvori han ønsker det førnævnte spørgsmål drøftet på det kommende møde. Det bifaldt flere partier under byrådsmødet.

»Det er en kompliceret diskussion, som ikke er sort/hvid. Jura fylder meget. Men det er interessant, om det kan kaldes uvildighed, når den samme advokat laver en uvildig redegørelse om byrådets handlemuligheder og samtidig kæmper for fogedforbuddet i retten. Jeg kan som lægmand blive i tvivl. Det er en prekær situation,« sagde Jan Ravn Christensen (SF).

Utryghed over sagen

Dette synspunkt blev delt af Lone Norlander Smith (EL), der kaldte sagen så følsom, at den næsten kunne mærkes i byrådssalen:

»Der hviler en utryghed over sagen, når en familie i fire år har påpeget ting, der ikke er i orden. Vi er nødt til at komme videre, og derfor skal udsendelse sendes.«

På trods af at Jette Skive er i spidsen for den forvaltning, der i sin tid bad Retten i Aarhus om at nedlægge fogedforbud mod at vise TV2-dokumentaren, har hun selv udtrykt ønske om, at udsendelsen bliver vist.

Men i byrådet gik hun i rette med Lone Norlander Smith.

»Det er ikke i fire år, man ikke har lyttet. Der er lyttet, men der er sket fejl. Der kommer tilbundsgående undersøgelse, hvor vi får svar på vores spørgsmål om, hvad der er gået galt. Jeg har meget stor tillid til vores plejehjem i Aarhus, og det er med en smule bekymring at høre, at andre måske har mistet tilliden til plejehjemmene. Det har man ingen grund til. Jeg gentager. Det har man ingen grund til,« sagde Jette Skive og oplyste, at hun forventede en afgørelse i Landsretten den 30. juni.

Her er sagen til behandling fordi, TV2 har anket beslutningen fra Retten i Aarhus om at nedlægge forbud mod at vise dokumentaren.

Det er pårørende til en 90-årig kvinde på Plejehjemmet Kongsgården, der er gået til TV 2. De fik opsat skjult kamera i den 90-åriges lejlighed til en dokumentar. Men den er aldrig blev vist, da retten har nedlagt fogedforbud mod udsendelsen.

Ældrerådmand Jette Skive (DF) har beklaget forløbet, og en ny forstander er ansat på plejehjemmet.