»Vi ejer Maltfabrikken. Vi kalder den din, min og vores«

Når Kristian Krog står på gårdspladsen og kigger, føler han sig lidt som en Tour de France-rytter lige før målstregen.

»Ja, vi mangler nogle få meter af en virkelig hård tur, og selvfølgelig kan jeg, en uge før åbningen, se byggerodet, men det er ingenting, det gør ikke noget. Nu er vi her, Maltfabrikkens navn står over døren. Dette er sejrsbilledet,« siger den 40-årige direktør for kulturhuset i Ebeltoft, der fredag den 26. juni er klar til at åbne ganske officielt og inddrager lørdagen i festlighederne også. Alle skal nå at kunne være med.

»Jeg tror, at maltpedellen, der sidder på bænken derovre, har det på samme måde, ligesom alle de andre frivillige og dem, der har deres arbejde her,« siger han og peger på en mand, der lige nu sidder og slapper af, men sammen med en række andre passer malten i bryggerikælderen – den skal vendes to gange i døgnet.

Nu er der bibliotek, museum, lokalarkiv, kontorfællesskaber, spillested, restaurant, butik, udstillingssted, værksteder og sågar boliger til kunstnere, der kan komme at bo og fordybe sig i og formidle deres kunst.

12 år og 165 mio. kr.

Det har taget 12 år og kostet 165 mio. kr. at forvandle den markante, men hærgede fabriksbygning til et kulturhus, som nu knejser over Ebeltoft og er et bindeled mellem by og havn.

»Vi har en fond, der ejer 80 pct. af det hele for penge, der er rejst via fondsmidler og dermed også står for 80 pct. af driftsomkostningerne. Syddjurs Kommune har lagt de 20 pct. Det kalder jeg også fundraising, for de skulle også forhandles hjem. Til gengæld har vi et gældfrit hus,« siger Kristian Krog, der har gjort sig mange tanker om det fællesskab, der er opstået i Ebeltoft rundt om Maltfabrikken:

»Hvad er fællesskab i virkeligheden. Er det en kommune, der laver noget for dig og kalder det borgerinddragelse? Eller er det sådan noget som Maltfabrikken, som er kommet nedefra, og som alle selv har været med til at skabe. Det kalder jeg for kommuneinddragelse. Vi ejer allesammen Maltfabrikken, vi kalder en din min og vores. Det kan ikke gøres op i penge.«

Han tilbringer virkelig mange af sine vågne timer her på Maltfabrikken og har fulgt næsten hver eneste detalje i byggeriet.

»Når du står her på gårdspladsen og kan se, hvordan gammelt og nyt går op i en højere enhed, og ser de sorte og røde farver, jamen, jeg er helt solgt,« siger Kristian Krog.

»På fredag og lørdag bliver her fyldt med mennesker – det bliver dejligt. Vi havde drømt om at åbne på Maltfabrikken-måden, sådan lidt berlinerbaggård og kaotisk. Det kan vi ikke alligevel pga. corona, men vi kan i hvert fald arbejde med hjerter og kærlighed.«

Fællesskabet

Det betyder, at åbningsfesten bliver tænkt ind i nogle bokse i stedet.

»Der bliver noget officielt med taler – der er mange, der skal siges tak til. Så er der åben fabrik fra kl. 15-23 fredag og hele lørdag fra kl. 10-23. Der kommer streetfood, i bryggeriet kan man smage øl fra tanken, kunstnere arbejder på værkstederne, og der er musik på Kulturloftet. Vi vil vise det fællesskab, som Maltfabrikken er,« siger Kristian Krog.

»Bygningerne er vigtige, men det er det, der er imellem dem, der er det centrale. Man kommer ind i rummene, og kan opleve aktørernes egne aktiviteter – det kan være, at de unge vender vinyler og strikker, og at biblioteket fortæller om det nye univers, hvor bibliotek, arkiv og museum er smeltet sammen. Det er måden at gøre det på, så man ikke overskrider forsamlingsforbuddet. Der er håndsprit og afstand, men det skal nok blive fint og festligt.«

Båret af de lokale

De billeder, han maler op, står i skarp kontrast til, at bygningen egentlig skulle have været revet ned. Men en række borgere ville have det anderledes, Kristian Krog inklusive.

»Det er for mig et projekt, der er båret af mange mennesker,« siger han og fortæller om det enorme læs, som folk i Ebeltoft har trukket, mens han sidder med en lokalt brygget rabarbersodavand på stedets restaurant, Lundbergs Spisehus, opkaldt efter fabrikkens grundlægger.

»Dette var en af de største maltfabrikker i Danmark. Den blev grundlagt i 1861 og lukkede i 1998. En entreprenør købte den for at rive den ned og bygge et center i stedet. Bygningen delte byen – nogle syntes, at den lå der og skæmmede øjet, andre, at den hørte med til byen: byens højeste bygning og engang en vigtig arbejdsplads,« fortæller direktøren.

»I 2007 blev fire kommuner til Syddjurs Kommune, og så begyndte man at tale om, hvad man nu skulle med f.eks. kulturlivet. Kommunen nedsatte en tænketank, som jeg kom med i sammen med stærke erhvervsledere fra området. Der opstod idéen om den gamle maltfabrik. Der var noget her, som havde dybe rødder i historien, kunne rumme et potentiale ind i fremtiden og gøre noget stort for kulturlivet, erhvervslivet og turismen. Vi formulerede drømmen om at skabe et kulturhus på fabrikken for politikerne, som svarede, at det lød mega fedt, men også mega dyrt. Så opgaven var, at vi skulle gøre det sandsynligt selv. Bolden lå hos os.«

Vand i øjnene

Entreprenøren ville sælge for 21 mio. kr., og så gik fritidsprojektet med at bevare maltfabrikken til at være et arbejde for Kristian Krog.

»Det var i årene 2010, 11 og 12. Vi begyndte at tale med fonde og lokale folk. I 2013 besøgte vi alle med midler i byen og på egnen for at høre, om de ville hjælpe os med drømmen om Maltfabrikken. Opbakningen var fantastisk, borgerne købte folkeaktier, og vi fik tilsagn om beløb, men lige før deadline manglede vi stadig lidt,« siger han.

»Jeg kørte rundt i en lille trehjulet scooter og besøgte en lokal mand, som allerede havde lagt et stort millionbeløb. ”Det er nok sidste chance,” sagde jeg til ham. ”Hvis vi skal klare den, skal du fordoble det, du har givet.” Så sad han og kiggede på mig: ”Jeg synes, at vi gør det. Vi køber fabrikken.” Da jeg kørte derfra, måtte jeg lige holde ind til siden, for jeg fik vand i øjnene. Det var vigtigt for ham, at vi fik dette fællesskab. Det var stærkt. Taknemmeligheden var stor.«

Skulle sælge en drøm

Det lykkedes at skrabe de 21 mio. kr. sammen – det er vist crowdfunding-rekord, måske i Danmark, men i hvert fald i Syddjurs, mener han.

»I 2013 skrev vi under – nu var det vores fabrik. Det er megastærkt, at opbakningen udelukkende kommer fra området. Det er symbolsk et vigtigt fundament at stå på,« siger han.

»Vi havde ingen penge til noget andet, men arbejdede med at vise, at det var et levende sted. Når der kom nogen fra de fonde, vi søgte penge hos, inviterede vi alle mulige herfra for at vise, at det var et levende sted med unge mennesker, kokkeskole, og hvad ved jeg. Vi skulle virke overbevisende. Vi skulle sælge vores drøm. Det var en bakke, vi skulle op over, og derfra begyndte det at køre. Det var lige som med en god dressing – pludselig fusionerede det hele bare, det begyndte at lykkes.«

På det tidspunkt var ingen i tvivl om, at det ville lykkes at omskabe den forfaldne fabrik til et spillevende kulturhus. Uden at have alle pengene, udskrev fonden bag fabrikken i 2015/16 en arkitektkonkurrence.

Den blev vundet af Praksis Arkitekter fra Troense ved Svendborg. Så blev der sat fut under fondsansøgningerne, og efterhånden løb flere og flere penge ind.

»Alting lykkedes for os, alt det, vi satte os for – med erhvervsfolkene især i spidsen med deres stålsathed og entusiasme. Vi gik efter noget, vi slet ikke burde kunne få, men som vi alligevel fik mod alle odds. Sådan er det med Maltfabrikken,« siger Kristian Krog.

»Alle har været enige om, at det skulle være så vildt og ambitiøst, som vi kunne. Det gælder arkitekturen, materialer, indhold – alt. Nu glæder folk sig til at se det hele – de tæller ned til åbningen, det er jeg ikke i tvivl om. Maltfabrikken står på en solid, mental sokkel her i Ebeltoft. Den holder længe.«