Engens blommer er snart en saga blot

Lillesøster sendte et foto uden så mange kommentarer. Men med helt utroligt mange engblommer på. »I din baghave,« skrev hun. Det er noget af det værste. Det fineste, man kan som kratlusker, er at lave stort i andres baghave, som vi kalder det. Det er så også den største hån, man kan udsætte andre for. Vi elsker det. Jeg måtte kapitulere. Engblommer i de mængder er stort. Og jeg spurgte ydmyget om vej til lokaliteten, så jeg ved selvsyn kunne konstatere, hvad jeg gennem mange år havde overset. Det var alligevel vejr til botanik – kølig nordvestenvind med drivende skyer er ikke fuglevejr, så jeg gik ikke glip af fugletræk hjemme på matriklen.

Og jeg siger jer, at det var magisk. I et kildevæld ned mod Gudenåen står der et veritabelt bjerg af engblommer. Engang var det almindeligt. »Hvor Engblommen lyser langs Aaløbets Bred, du skridter saa langt gjennem Engen,« skrev Jeppe Aakjær for mere end 100 år siden i en af de mest kendte danske sange om storken. Det var indlysende at skrive sange om storke og engblommer, for det var almindelige arter, som fandtes overalt. Sådan er det ikke længere. Storken er en saga blot som fast ynglefugl, og engblommen er i dag en gedigen sjældenhed.

Og det er gået hurtigt! Når man kommer ud på lokaliteter, hvor der for 50-60 år siden stod engblommer overalt, er der i dag en tæt suppe af brændenælder og sødgræs. Hvis det skal være vildt, er der måske en smule smørblomster, men engblommerne er for længst forsvundet. I næringsstoffer og dræning og mangel på en ko eller to ude i det vådeste. Køerne ryddede godt op i vegetationen, men eftersom engblommen ikke smager specielt godt, fik den lov til at stå. Når køerne eller hestene en sjælden gang åd en engblommeblomst, røg frøene ud i den anden ende, hvorved planten blev spredt.

Engblommens historie adskiller sig ikke fra gøgeurterne, gøgeliljerne og alle de andre arter, som er knyttet til lysåbne enge og kær. Det, der er det særlige for engblommen, er dens størrelse. Den er så stor, at man altså bemærkede den for 100 år siden. Derfor ved vi, hvor almindelig den har været. Det samme kan man ikke sige op den lille anonyme loppe-star, om mosetroldurt og alle de andre engplanter, som utvivlsomt har oplevet en lignende tilbagegang. Skal man komme med et gæt på, hvor mange engblommer der findes i Danmark i dag sammenlignet med en majdag i 1914, vil tallet formentlig være under en titusindedel!

Det virkelig vilde ved engblommen skal imidlertid findes i den lille, tæt byggede flue, som man ofte ser sidde i blomsterne. Normalt er fluer jo bare noget, der er der, men lige præcis denne flue er af kritisk betydning for engblommen. Engblommens store, runde blomst er nemlig ekstremt kompakt, og normale bier og fluer, der ellers ikke lader sig afskrække af aparte blomster, giver op på forhånd. De har ikke en chance. Kun arter af engblommefluer, som er en slægt af blomsterfluer, har udviklet sig til at binde an med de tætte blomster. Faktisk er de helt afhængige af engblommen, idet både de voksne og larverne ikke har andre fødekilder.

Det kan synes som en risikabel strategi at basere sig på en enkelt plante og – tilsvarende – en enkelt bestøver. Det er det også. I en stor engblommebestand vil de voksne fluer kravle ned i blomsten for at æde nektar og pollen, og hunnerne lægger æg i blomsterbunden, hvor larverne så lever af de næringsholdige engblommefrø. Nogle gange kan der ligefrem være så mange engblommefluer, at det midlertidigt går ud over engblommens frøsætning. Men efterhånden som engblommebestandene bliver mindre, udvikles færre og færre fluer, og en dag er det slut. Slut med bestøvningen og med frøsætningen, og så er det kun et spørgsmål om tid, før engblommerne forsvinder fra lokaliteten. »Hvor engblommen lyste langs åløbets bred«.