Syddjurs skal have ny erhvervschef
»I gensidig forståelse med direktionen i Syddjurs Kommune har Mette Vestergaard Byskov fratrådt sin stilling som chef for Erhverv og Beskæftigelse,« skriver kommunens kommunaldirektør Jesper Hosbond Jensen i en meddelelse til JP Aarhus.
Den kortfattede meddelelse fortæller desuden, at det er kommunaldirektør Jesper Hosbond Jensen selv, der fra nu af varetager ansvaret som chef for Erhverv og Beskæftigelse, indtil stillingen igen er besat. Dette forventes at ske senest med virkning fra 1. januar 2021.
Kommunaldirektør Jesper Hosbond har ikke yderligere kommentarer til, hvorfor samarbejdet med Mette Vestergaard afbrydes.
»Nej, jeg vil slet ikke kommentere på det. Jeg vil kun sige, at når jeg selv overtager ansvaret for afdelingen året ud, er det for at sikre kontinuitet, frem til vi finder den helt rette afløser til stillingen,« siger han.
Mette Vestergaard Byskov blev ansat i Syddjurs i marts 2018.