Fugleedderkoplinger skal på deres livs eneste flyvetur

Solhøjden skjuler ikke, at foråret banker på, men atmosfæren er lidt kold, og der er ikke rigtig blevet lækkerlunt. Men nede på de sydvendte skrænter er der varmt, især når vinden går i nordvest om nogle dage, og luften bliver klar. Og så er det, at man skal holde øje med små bitte edderkopper i den lave hedelyng og oppe i de nedbidte gyvel. Hurra! Fugleedderkoplinger, der skal på deres livs eneste flyvetur.

Men man skal være heldig. Det er nemlig i løbet af ganske få timer i det tidlige forår, at fugleedderkopperne evakuerer moderens spind og spredes ud i landskabet ved hjælp af små spindtråde, som de kan flyve med. Fænomenet går under navnet ”flyvende sommer”, og næsten alle edderkopper dyrker denne disciplin. Også fugleedderkopperne, selv om deres måde at gøre det på er mere primitiv end så mange andre edderkoppers. De skal først lave et stillads i vegetationen, før de begiver sig på luftfart.

Fugleedderkopper i den danske natur var formodet uddøde allerede i 1920’erne. I lighed med en mængde andre smådyr. Den 8. oktober 1994 var jeg og Anders Aasberg – dengang unge, uspolerede biologistuderende fra Aarhus Universitet – på fugletur ved Salten Langsø i Midtjylland. Vi håbede på ørne, men så intet som helst, og derfor gik blikket nedad. Dér på jorden kravlede en edderkop, en han, men vi var mildest talt usikre på arten.

Edderkoppen blev anbragt i en jakkelomme og hjembragt til forskerne på universitetet, som overbærende fortalte os, »at den havde vi ikke fundet i Danmark«.

Det tog nogle minutter at overbevise dem, men så gik det ellers stærkt. En håndfuld stakåndede zoologer væltede ud i bilerne og ræsede mod findestedet. En halv time senere var sensationen i hus: Vi havde fundet en vaskeægte koloni af fugleedderkoppen Atypus affinis! Jublen ville ingen ende tage (det vil den sjældent, når biologer er begejstrede), og jungletrommerne gik nu over hele landet. Fabeldyret, som står på side 1 i alle edderkoppebøger, var her stadig.

Rundtom i landet begyndte folk at holde øje med fugleedderkopper, og præcist et år senere, den 8. oktober, var der bid ved Lushage på Helgenæs, idet en lystfiskende biologistuderende havde øjnene med sig og fik sat et nyt kryds på fugleedderkoppernes landkort. Siden gik det slag i slag, så listen over findesteder i dag er alenlang: Selvfølgelig var den overalt på Bornholm og i Midtjylland, og der var også mængder på Røsnæs, Samsø, Vejrø, Bjørnø, Æbelø – og vi kunne blive ved.

Først foreslog folk, at den pludselige eksplosion i antallet af denne varmekrævende art skyldtes den globale opvarmning. Det krævede dog ikke den store eksamen at regne ud, at fugleedderkopperne blot havde været overset af folk og fæ. De er nemlig helt umulige at finde! Den op til to centimeter lange edderkop lever dybt, dybt nede i jorden, hvor den sidder i bunden af et lukket spind-foret rør, der går helt op til lidt over jordoverfladen. Den overjordiske del af det rørformede spind er nogle få centimeter lang, og den er perfekt camoufleret – den ligner et dødt blad, en kvist eller noget svamp. Når en bænkebider eller en bille piller ved spindet, løber den kortbenede edderkop hurtigt de 30-40 cm op gennem røret og knalder fangkrogene igennem spindet, hvorefter byttet trækkes indenbords, og røret lynhurtigt forsegles igen.

En gang imellem skal arten føres videre, og det kræver, at hannerne finder frem til hunnernes spind. I nogle hektiske oktoberdage løber hannerne derfor rundt på jordoverfladen, indtil de finder spindet fra en kønsmoden hun. De skærer sig igennem og møver sig indendørs, hvor parringen finder sted. Er hannen heldig, får han lov til at slippe ud igen efter akten. Ellers sætter hunnen sig blot øverst i røret og lader hannen sidde fanget i bunden, indtil hun eller ungerne engang bliver sultne. Sådan.