Fortsæt til indhold
Aarhus

Beredskab arbejder på højtryk for at holde veje fri for vand

700 meter mobil dæmning lagt ud i Silkeborg.

Silkeborg er blandt de områder i Danmark, hvor vand giver flest problemer i disse dage. De store oversvømmelser langs Gudenå og Silkeborgsøerne er så omfattende, at vandføringen i Silkeborg Langsø og Gudenå har nået et niveau, der kaldes en 100-års hændelse.

Her til morgen har Beredskabsstyrelsen Midtjylland udlagt hele 700 meter mobil dæmning på Vestre Ringvej i Silkeborg.

Og foreløbig har det ikke været nødvendigt at lukke for trafikken på især tre veje, som kommunen ellers frygtede i går. Det drejer sig om de centrale veje, Vestre Ringvej, Søvej og Viborgbroen.

»Vi slås utrolig meget med vand på kørebanerne, og vi er udfordret på, at vandstanden bliver ved med at stige,« sagde Flemming Frøsig Christensen, der er vej- og trafikchef i Silkeborg Kommune, tirsdag i forbindelse med, at man advarede om risikoen for at måtte lukke vejene.

Konstant holder myndighederne øje med udviklingen. Borgerne opfordres til at sætte hastigheden ned, da der stadig er vand på adskillige veje i kommunen. Funderholmevej, Sørkelvej og Moselundvej er ifølge tv2oj.dk stadig lukket.

Mange boligejere i Silkeborg-området er også ramt af vandmasserne.

»Rigtigt mange boligejere har været ramt af de her massive vandmasser. Gudenå-systemet er steget, fordi der i øjeblikket kommer 53.000 liter vand i sekundet gennem slusen ved Silkeborg.«

»Det er klart, at de store vandmængder har påvirket boligejerne. De seneste dage er det også begyndt at ramme vejene i Silkeborg,« siger Klaus Vibe Hebsgaard, direktør i Midtjysk Brand og Redning.

Boligejere i området har fået sandsække udleveret sandsække gratis.

»Vi har udleveret 12.000 sandsække til nu,« siger Klaus Vibe Hebsgaard.

På Bornholm har Beredskabsstyrelsen ligesom i Silkeborg udlagt mobile dæmninger. Det er sket på havnen i Rønne, hvor beredskabsfolkene i samarbejde med Bornholms Brandvæsen har bidraget med 10 redningsfolk, en pionervogn samt en lænsepumpecontainer.

Ifølge DMI er der udsigt til mere regn de kommende dage. Faktisk optræder der nedbør i hele DMI’s syvdøgnsudsigt. Ikke mindst i den kommende weekend må vi belave os på mere regn.

Artiklens emner
Vejret