Forårsbebudere eller ej – nogle arter reagerer, andre gør ikke
Inde i byerne er klimaet typisk en grad eller halvanden varmere end på landet, og derfor er det også i byerne, at vi for alvor ser de blomstrende urter og buske.
Jeg kan ikke holde styr på forårstegnene længere. Solsorterne synger, det samme gør lærker og stære, mens spætterne trommer i skoven. Nede i skovbunden blomstrer hvide og blå anemoner, ramsløg og bingelurt vælter op, og kører man langs Ringgaden, er der hvidt af blomstrende mirabel – en god halvanden måneds tid før normalen. Det er helt surrealistisk, at vi her i midten af februar skal konstatere, at erantis, vintergæk og krokus er ved at være afblomstret, at sæsonen for hasselpollen allerede synes for nedadgående, og at piletræerne blomstrer flere steder. Jamen …
Enlig svale gør ingen sommer, og vejr er ikke det samme som klima, men når vi gang på gang sætter temperaturrekorder i den varme retning, begynder der at tegne sig et mønster: Klimaet bliver varmere, og i vores lille hjørne af verden går det ganske stærkt. Telefonen kimer da også fra journalister, der vil vide, om dette og hint er tegn på et varmere klima. Her vil jeg gerne understrege, at temperatur- og nedbørsmålinger er bedre, men at mange arter naturligvis reagerer på det milde vejr. Men at det langtfra er dem alle!
De fugle, der reagerer, er naturligvis de klassiske forårsbebudere. De arter, for hvem det gælder at være på plads, så snart temperaturen antyder, at vinteren for alvor er overstået. De trækker hertil fra egne, hvor luftmassen ofte er den samme som i Danmark, dvs. De Britiske Øer, det vestlige Frankrig. Når vinden dér går i sydvest, og temperaturen lusker sig over 10 grader, rider de på vinden og kommer til Danmark i løbet af en dag eller to. Selvfølgelig kan de altid risikere, at vinteren vender tilbage, og jeg har mange gange set både sanglærker og stære i sne, ligesom vi i 2013 oplevede mængder af viber, der døde af sult, da vinteren slog til i marts, og der pludselig ikke var en ærlig regnorm at finde. Men typisk formår fuglene at hutle sig igennem, og i enkelte tilfælde har de endda overskud til at flygte mod sydvest igen.
De fugle, der overvintrer omkring Middelhavet og længere sydpå, har imidlertid ikke en kinamands chance for at vide, at vejret i Nordeuropa er exceptionelt mildt. Typisk drager de først hjemmefra, når dagslængden og lyset sætter gang i hormonerne, der fortæller, at det nu er tid til at flyve mod nord. Det er derfor, at vi – trods det, at temperaturen føles som midt eller sidst i marts – ikke har oplevet ankomst af sangdrossel, hvid vipstjert og gransanger endnu. De skal nok komme, men vi må lige vente et par uger.
Inde i byerne er klimaet typisk en grad eller halvanden varmere end på landet, og derfor er det også i byerne, at vi for alvor ser de blomstrende urter og buske. Man bemærker imidlertid hurtigt, at f.eks. mirabellen, som normalt lokker tusinder af insekter til sine honningduftende blomster, er totalt tom for liv. Ingen sommerfugle, ingen bier, ingen svirrefluer. Insekterne lader sig nemlig ikke bedrage af forførende forårstemperaturer. Det kan jo blive vinter om en uge, og så er man ilde stedt, hvis man har ladet sig lokke frem. Insekterne har jo kun ét skud i bøssen. De fleste insekters forekomst er derfor først og fremmest reguleret af dagslængden og først derefter af temperaturen. Om en lille uges tid ophæver forårslyset sommerfuglenes vinterdvale, hvorefter de er klar til at reagere på varmen. Sidst i februar er de klar. Det er jeg også.