Ung mand anholdt i sagen om tyveri af 143 kirkestole
En 20-årig mand fra Åbyhøj blev natten til tirsdag anholdt og sigtet for have begået indbrud i Thorsager Kirke, hvor der i oktober sidste år blev stjålet 143 designerstole.
En del af stolene blev nogle dage senere fundet i en varebil, der var efterladt på en pendlerplads i Korslund syd for Thorsager.
Politiet oplyser, at anholdelsen sker efter længere tids efterforskning af det omfattende tyveri.
Den 20-årige mand bliver i dag fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Randers, hvor politiet vil kræve ham varetægtsfængslet.
Politiet formoder, at der er en eller flere medgerningsmænd på fri fod, så man vil af hensyn til sagens opklaring anmode om dørlukning ved grundlovsforhøret og derfor heller ikke bidrage med yderligere oplysninger i sagen.