Da kvækerfinkerne sværmede

Jeg havde set rapporterne siden begyndelsen af december: Ved Hjøllund inde ved A13 sydvest for Silkeborg skulle der hver aften udspille sig et spektakulært skue, når tusinder af kvækerfinker fløj til overnatning i nogle høje graner. Rapporterne i fuglefolkets database, dofbasen.dk, talte først om 50.000 fugle, så om 100.000, og siden begyndte tallet 200.000 kvækerfinker at florere. Det er immervæk en del.

Det var ikke, fordi jeg og andre ikke var specielt desperate for at se den smukke finkefugl, der ligner en stor, slank bogfinke, men har klart okker-orange farver på bryst og vinger samt en tydelig hvid overgump, der åbenbares, når den flyver. Kvækerfinken er nemlig meget almindelig som træk- og vintergæst i Danmark.

Nogle gange har jeg dem i mængder på foderbrættet, og i oktober og april trækker millioner af kvækerfinker over landet på vejen til og fra ynglepladser i Skandinavien til overvintringsområderne i Central- og Sydeuropa.

Deres stemme, kvæ-æk, er formentlig det, der har givet dem deres danske navn. På svensk og tysk kaldes den bergfink, og det er i det mindste mere præcist i forhold til artens udbredelse. Den er nemlig karakterart i tajgazonen i det nordlige Skandinavien og hele vejen østpå gennem Sibirien, hvor den findes i både nåle- og birkeskov og om efteråret trækker sydpå i store flokke, ofte sammen med bogfinker.

Men lige præcist i dette efterår trak fuglene ikke bare gennem Danmark. De blev her. Vore bøgeskove var nemlig fyldte med bog, fordi alle landets bøgetræer gik i panik i tørkesommeren 2018 og besluttede sig for at blomstre vildt og voldsomt i 2019. Det skabte grundlaget for en gigantisk frøsætning, et såkaldt oldenår, og vore bøgeskove bugnede derfor med de trekantede bog, da kvækerfinkerne kom forbi.

Det lod de sig ikke sige to gange, og frem for at fortsætte videre sydpå slog kvækerfinke i millionvis sig ned i Danmark. På Gjerrild på Djursland oplevede Emil Brandtoft en flok på måske 200.000, og en morgen i Nørre Snede blev jeg overfløjet af en flok på små 20.000.

Selv om kvækerfinkerne i store flokke søger føde i bunden af bøgeskoven, er bøgetræer ikke specielt velegnede til overnatning. Fuglene sidder eksponeret for både vind, vejr og rovdyr. Samtidigt har de et stort behov for at overnatte kollektivt, idet det mindsker det enkelte individs risiko for at falde for spurvehøgens skarpe blik. På en eller anden måde bliver kvækerfinker, der har søgt føde langt fra hinanden, enige om, at det er smartest at samles ét sted, og et af de steder er altså lige nu ved Hjøllund.

Måske betyder det faktisk noget, at overnatningsstedet ligger lige ved en rundkørsel – fuglene kan bruge landevejene fra nord, syd, øst og vest som ledelinjer på vej frem og tilbage. Det er i hvert fald tankevækkende, at en anden meget stor overnatningsplads i Sønderjylland ligger klos op ad motorvejen.

Søndag fik jeg endelig taget mig sammen til at besøge Hjøllund, og jeg siger jer, at det var en vild oplevelse. Vi stod vel en 15-20 fuglekiggere og gloede målløst op mod de enorme sværme af fugle, som uroligt hastede hid og did, når en spurvehøg eller en dværgfalk forsøgte at få en snack.

Selv teenagepiger, der ellers ikke gør i den slags, både instagrammede og snappede fugleflokkene, og larmen, da de tusindvis af kvækerfinker til sidst gik til rast i rødgranerne, var aldeles overvældende. Det sneede med fugleklatter, så man skulle have låg på kaffen og holde munden lukket, men I må love mig, at I tager derud og ser det.

Der kan nemt gå et årti, inden det sker igen.