Musvågens mange farver

Ser I dem? Musvågerne, der sidder langs vore motor- og landeveje. Det gør jeg, og det gør mange andre også, for musvåger elsker at sidde og spejde efter roadkills. Musvåger kan være et frustrerende bekendtskab, for mens en sangdrossel altid ligner en sangdrossel, findes musvågerne i tre farvevarianter, som komplicerer bestemmelsen. Det samme gælder arter som fjeldvåge, hvepsevåge, jagtfalk, mellem-, lille- og almindelig kjove samt brushaner. På globalt plan er det godt 3 pct. af alle fuglearter, der udviser såkaldt intraspecifik (dvs. inden for arten) farvevariation. Det er altså ikke et specielt hyppigt fænomen, og forskerne bryder i dén grad deres hoveder med at opklare, hvorfor det findes hos den enkelte art.

Fugles individuelle farvetegninger kan have et eller flere af følgende tre formål. Oftest handler det om sex, hvor det kan gøre indtryk på hunnerne, at f.eks. brushaner eller påfugle har råd til at iklæde sig en ekstravagant fjerdragt. Der kan også være fordele ved at se anderledes ud, hvis man er en fugl, der lever af rov. Hvis byttedyrene har et trivielt billede af, hvordan en typisk rovfugl er farvet, kan man jo snyde dem ved at have en helt anden farve. En tredje forklaring på intraspecifik farvevariation er kamuflage – enten som rovdyr eller byttedyr. Hvis man især findes i åbent terræn, vil der være en fordel forbundet med at have samme farvetone som landskabet, mens man i tæt skov, hvor lys og mørke veksler, ofte vil gøre sig bedre med en spraglet fjerdragt.

Vågernes forskellige farver handler imidlertid ikke om nogen af de tre – derimod om hel banal genetik, som blander sig med noget socialt. Musvågen findes i tre genetisk betingede farveformer: en ren mørk, en ren lys samt en mellemform, som er brunlig. Den brune mellemform er langt den hyppigste; den er en blanding af den mørke og den lyse. Hvis en mørk og en lys musvåge parrer sig, får de altså udelukkende brune unger. Hvis to lyse eller to mørke parrer sig, får alt afkom samme farve som forældrene, og hvis to brune parrer sig, kan de både få brune, lyse og mørke unger i samme kuld.

Undersøgelser har vist, at både de hvide, men i særdeleshed de sorte musvåger er nogle rigtige skravl i forhold til mellemformen. Det kan dog ikke tilskrives farven alene. Formentlig er farven grundigt koblet til andre gener, der har langt større betydning for overlevelsen. Det kan f.eks. have noget med fuglens adfærd at gøre. I en ideel verden burde det resultere i, at en sort fugl uegennyttigt ville vælge at parre sig med en hvid, således at alle unger blev brune og dermed struttende af sundhed. Men sådan går det ikke hos musvågen, for de vil helst parre sig med en, som har samme farve som deres mor. Ingen ved helt hvorfor …

I længden skulle man forestille sig, at de hvide og sorte ”farvegener” blev sorteret fra, men farvevarianterne hos vågerne opretholdes, fordi netop blandingsformen af sort og hvid har langt den største overlevelse; når de brune parrer sig, kommer der til stadighed både brune, sorte og hvide ud af det. Og så er det, at vi har balladen ude ved motorvejen, for når folk ser en næsten kridhvid rovfugl sidde og spejde, tænker de, at det da må være noget andet end en musvåge. En sneugle, måske, eller en fjeldvåge, jagtfalk eller noget helt fjerde. Men det er bare en musvåge, og fordi den er hvid, er den en smule skravlet og har derfor brug for lidt ekstra karma, når du kører forbi.