Danmarks bedste bøfsandwich sælges i Skanderborg
Men også andre restaurationer i Østjylland har vakt medlemmerne af De Brune Ridderes interesse.
Rasses Skovpølser i Skanderborg Dyrehave har vundet titlen ”Danmarks Bedste Bøfsandwich 2019”. Det er foreningen De Brune Riddere, som dyrker den komplekse servering og hvert år kårer den restauration i Danmark, der på bedste vis fortolker grill-klassikeren. Tidligere er bl.a. Restaurant Kohalen og Havnens Perle i Aarhus løbet med titlen.
Dommerpanelet skriver i en pressemeddelelse om kåringen:
»Når man kan lange 500 liter sovs over disken på en uge, så taler kunderne et tydeligt sprog: Rasses har ramt noget, kunderne ret godt kan lide – og det kan vi også.«
Dommerne hæfter sig også ved, at man hos Rasses Skovpølser kommer to tynde bøffer mellem bollerne. Det skulle efter sigende fremhæve smagen fra stegeskorpen.
Andenpladsen går til 2013-vinderen, Restaurant Vestre Baadelaug i Aalborg, mens Restaurant Kohalen fra Aarhus løber med tredjepladsen. Dommerne hæfter sig desuden ved bøfsandwichen fra Panorama Mad & Vin i Silkeborg.
Udover de overordnede vindere kårer De Brune Riddere også de fem vigtigste elementer i bøfsandwichen. Således serveres henholdsvis bedste sovs, løg, boller, bøf og syltevarer.