Græssende minikøer på plankeværket – springhaler æder alger og svampe

For nogle år siden ville jeg bare have gået lige forbi uden at bemærke noget som helst. Men efterhånden som man beskæftiger sig mere og mere med naturen, bliver man opmærksom på stadigt mindre ting. Hidtil havde det været bittesmå edderkopper, der havde været i fokus, men en dag opdagede jeg, at der sad nogle endnu mindre runde dyr på toppen af en hegnspæl. Det lignede faktisk små køer, som gik rundt på en mark. Der var tydeligvis ikke tale om edderkopper, men jeg skulle godt nok tæt på, før det gik op for mig, hvad jeg havde fået øje på.

Det var springhaler, nærmere betegnet kuglespringhaler, fordi de nærmest er kuglerunde. Springhaler er en slags uhyre primitive insekter, som udmærker sig ved at have en såkaldt springgaffel, som går fra spidsen af bagkroppen og ind under maven. Når springhalen bliver forstyrret, strækkes gaflen ud, akkurat som en slags lynhurtigt stangspring, og dyret drøner af sted.

På Molslaboratoriet har vi i mere end en menneskealder haft Danmarks førende springhaleforsker, Henning Petersen, gående, og han kunne straks identificere mine ”græssende køer” som Dicyrtomina saundersi, som er en uhyre almindelig art. Den findes simpelthen overalt. Efter at jeg har fået øjnene op for denne karakteristiske art, har jeg nærmest ikke kunnet undgå et støde ind i den. Og det er da i sandhed nogle fascinerende kræ. Når luftfugtigheden er høj, og temperaturen lusker sig lidt over frysepunktet, kravler de til vejrs, hvor de i tæt flok græsser på algebelægninger og svampevæv. Især algebelægningerne er populære herude på landet, hvor de grønne belægninger tydeligt afspejler, at vi får lidt gylle tilført med luften.

I modsætning til almindelige køer har springhalerne en spektakulær adfærd, hvis man kommer for tæt på: De springer! Lige ud i luften, også selv om der er halvanden meter ned. Man kan næsten synes, at det er lidt synd, at de sådan skal til at kravle op igen, men hellere det end at blive ædt. Springhaler har rigtig mange fjender, idet de udgør bunden af fødekæden – biller og edderkopper spiser dem således med allerstørste fornøjelse.

Kuglespringhaler har verdens vildeste sexliv! Hannen er ofte mindre end hunnen, og parringen fungerer populært sagt ved, at han går og ”klatter” lidt rundtomkring, hvorefter hele øvelsen går ud på at få manøvreret hunnen hen over disse klatter, således at hun optager sæden. Nogle arter satser på, at hunnen helt tilfældigt kigger forbi, mens andre er mere målrettede og hopper op på hunnernes antenner, hvor de holder sig fast og som en anden jockey prøver at dirigere hunnen hen over sædklatterne. Den metode var næppe gået hjemme på kollegiet i sin tid, men jeg er ikke for fin til at indrømme, at det skaber nogle spændende billeder på nethinden.