Fyrretægen, der døde juleaftensdag

WCSB. Det lyder som et kaldesignal eller en popsang fra 1970’erne. Men det er faktisk et dyr – den populære forkortelse for insektet, som jeg juleaftensdag beundrende stod og kiggede på i lillesøsters hus. Western Confier Seed Bug. Amerikansk fyrretæge. Det var det første, lillesøster kommenterede, da jeg om formiddagen kom ind i stuen med gaver, der skulle under juletræet:

»Du skal se vores tæge. Jeg tror, det er den amerikanske fyrretæge, der er kommet ind med træet.«

Jeg var straks fyr og flamme, for den amerikanske fyrretæge er et af de dyr, som definerede slutningen af 10’erne. På Naturhistorisk Museum har vi de seneste år fået mere end hundrede forespørgsler om det smukke insekt, og det lader til, at alle har set den. På nær mig.

Lige indtil nu. For dér i vinduet sad det insekt, som før årtusindskiftet slet ikke var kendt fra Europa. Jeg julede højt, for kors, hvor er det dog et fedt dyr! Jeg ved ikke, hvad jeg havde forestillet mig, for jeg har jo set masser af fotos af det fine krapyl, men jeg havde aldrig forestillet mig, at den ville være så stor. Det var jo et kæmpe brød, godt halvanden centimeter i kropslængde, og det er altså en pæn størrelse for en tæge. Her skal vi jo sædvanen tro understrege, at tæger er insekter med seks ben og en sugesnabel, som de udsuger plantesaft eller andre insekter med. Vi har voldsomt mange tægearter i Danmark, og mange er særdeles smukke dyr.

Den amerikanske fyrretæge er vidt udbredt i nåleskove i den vestlige del af Nordamerika, hvor den en sjælden gang kan være et egentligt skadedyr, fordi den med sin sugesnabel suger saft på skudspidser på nåletræer og derfor hæmmer udviklingen af frø og kogler. På trods af 1900-tallets intense handel havde den på magisk vis undgået at blive indslæbt med tømmer og træ til Europa, men i 1999 var det imidlertid slut, da den første gang blev set i Italien. Hurtigt dukkede den op i flere lande, formentlig som resultat af flere af hinanden uafhængige introduktioner.

I begyndelsen af det nye årtusind spredte den amerikanske fyrretæge sig op gennem Europa. Vi har jo masser af nåletræer, som den kan suge saft og lægge æg på, nogle træer af hjemlig oprindelse (rødgran og skovfyr, fx), men mindst lige så mange af nordamerikansk afstamning. Mange tægearter flyver fremragende, hvilket man ofte ser i sensommer og efterår, hvor en art som stor løvtæge kan dominere lufthavet på stille dage. I 2008 registreredes en meget stor indflyvning af fyrretæger over Den Engelske Kanal til Storbritannien, og i 2009 dukkede den for første gang op i Danmark, hvor et eksemplar blev fundet på Fyn.

Historien om amerikansk fyrretæge er en klassisk fortælling om invasive arter, der opdager et nyt kontinent og lynhurtigt koloniserer millioner af kvadratkilometer. Nogle gange går det ud over den hjemmehørende flora og fauna, andre gange gør det ikke. Om den amerikanske fyrretæges indvandring kommer til at gå ud over hjemmehørende natur, skal endnu være usagt. Under alle omstændigheder skulle jeg lige have et ordentligt foto af smuksakken … Kameraet helt tæt på, og den fløj selvfølgelig, ned mellem ledningerne ved højttaleren. Jeg flyttede højttaleren og hørte øjeblikkeligt en ganske karakteristisk splat-lyd, da dyret endte sine dage som en meget flad fyrretæge. Heldigvis havde lillesøster allerede taget nogle fotos, jeg kunne låne. Godt nytår