Først var der øl, så kom en glasfibermilliardær, og nu er der Dacapo med rustfrit stål i Østjyllands smukkeste lagerhaller

Inden vi skal noget som helst andet, skal vi lige have starten på hele historien:

På Søgade i Silkeborg startede hr. Eriksen i 1883 hvidtølsbryggeriet Klosterbryggeriet. Adressen var konstant, men i de følgende år skiftede både ejeren og bryggeriet navn flere gange frem til 1907, hvor A/S Silkeborg Bryghus overtog og fik held med bryggeri af både hvidt-, lager- og pilsnerøl. Alligevel kom der først en spritfabrikant og endnu en brygmester ind over, før der i 1933 lagde sig en vis stabilitet over foretagendet på Søgade.

Nu var de nye chefer N.J. Nissen (1. generation) og spritfabrikant Kalhauge. Og en ny øl- og sodavandsproduktion under navnene Silkeborg Bryghus og Neptun kom til via en fusion med en baggårdssodavandsfabrik fra Søndergade.

Under krigen opkøbte bryggeriet den lokale konkurrent Carlsminde, og talrige ombygninger og udvidelser i Søgade fandt sted. Produktionen kom op på to millioner flasker på årsbassis. I 1950’erne kom både eksport og dåseøl til.

I 1960’erne sagde produktionen 12 mio. flasker pr. år, en vognpark på 25 biler og et fast personale på 75. I højsæsonen 110.

1964 blev et mærkeår. Bryggeriet skiftede navn til Neptun Bryggeriet A/S, og øllet vandt både internationale priser og blev kåret som Danmarks bedste.

Bryggeren

Med det på plads kan vi starte dagens historie fra Hårup:

For Nis Nissen, (tredjegenerationsbrygger) købte sidst i 1960’erne en grund på Hårup Bygade.

Der byggede Neptun en hal med plads til både produktions- og pakkelinje, og i 1970 startede bryggeriet en udflytning fra Søgade.

I 1973 skete der igen noget fundamentalt afgørende: Neptun blev solgt til De Forenede Bryggerier (også kendt som Carlsberg og Tuborg).

»Samfundet bremser det private initiativ og gør det vanskeligt at drive mindre og mellemstore virksomheder på private hænder,« lød Nis Nissens forklaring for salget i Silkeborg Avis. Salgsprisen kom ikke frem. Omsætningen i Neptun var da 25 mio. flasker årligt, der primært blev solgt i Midtjylland.

De Forenede Bryggerier fortsatte investeringerne og udflytningen, og i 1978 blev bygningerne på Søgade solgt.

De følgende år gik det o.k.-godt for Neptun. Der blev investeret i nu maskinpark, og der blev bygget en lagerhal. Der var nu 130 ansatte i højsæsonen, og de arbejdede på to- og treholdsskift. Der var tro på fremtiden.

Men så gik det nedad. Frem til beslutningen om Neptuns lukning i 1990 var der hele tiden konflikter på bryggeriet om arbejds- og lønforhold – den ene strejke tog den næste. I perioden 1970 til 1990 blev det i alt 25 overenskomststridige arbejdsnedlæggelser, plus det løse.

Økonomien flaskede sig heller ikke så godt længere. Sidste kvartal af 1989 viste et underskud på 1,8 mio. kr., og den forventede produktion på 11,4 mio. flasker blev på bare 8,7. Og de kunne laves på De Forenede Bryggeriers nye og store tappehal i Fredericia.

Bunden gik så at sige ud af flasken. I Midtjyllands Avis sagde Nis Nissen 8. marts 1990:

»Moderselskabet har ikke længere brug for os. Vores rolle er udspillet.«

Den sidste slurk var drukket. Bryggeriet blev lukket, og De Forenede Bryggerier satte grund og bygninger til salg.

Men herligheden blev først solgt en del år efter – i februar 1995.

Glasfibermilliardæren

Køberen var LM Glasfiber, en virksomhed med hovedsæde i Lunderskov. Startet i 1940 af Ejner Lorentzen som Lunderskov Møbelfabrik, der producerede børnemøbler af træ.

I 1952 begyndte Lorentzen, der havde fået Aage Skouboe som makker og medejer, at udforske mulighederne i et helt nyt materiale, der netop var kommet til Danmark: glasfiber. Til at begynde med blev der produceret kar, men op gennem 1950’erne og 1960’erne blev det nye materiales mange muligheder afprøvet. De to bogstaver LM kom snart til at stå på både campingvogne, fiskebiler og speedbåde.

I 1964 delte Ejner Lorentzen og Aage Skouboe firmaet. Lorentzen fik LM Camping, som han efter nogle år solgte. Firmaet eksisterer stadig i Lunderskov – nu under navnet Intercamp.

Skouboe og LM Glasfiber fortsatte med at producere små speedbåde, og i 1978 blev den første vindmøllevinge støbt på fabrikken i Lunderskov. Den var 4,5 m lang. Aage Skouboe og hans søn, Flemming, havde fået fat i noget, der skulle blive stort – på flere måder.

Efter de to energikriser i 1973-74 og 1979 begyndte Danmark for alvor at tænke i anderledes energiformer, og det nød især vindmølleindustrien godt af. I løbet af 1990’erne voksede vingeproduktionen eksplosivt, så LM Glasfiber nu satsede fuldt og helt på møllevinger.

Her kom Hårup så igen ind i billedet. På grunden og i de gamle bryggeribygninger kom 130 SiD’ere hurtigt ind under LM’s vinger, og glasfiberfabrikken blev hurtigt den største SiD-arbejdsplads i Silkeborg, efter at alle spor efter ølbryggeriet var fjernet.

I marts 2001 slog en bombe ned. Flemming Skouboe, der år forinden havde købt sin far ud af virksomheden, valgte at sælge LM Glasfiber for godt 2,1 milliader kroner til et udenlandsk konsortium under ledelse af Doughty Hanson & Co. Limited.

2.100 millioner kroner. En del af formuen brugte Flemming Skouboe på at købe gourmetrestauranter og øen Fænø i Lillebælt, som med sine omkring 400 hektar er den største privatejede ø i Danmark, men det er helt anden historie.

De nye ejere oplyste i marts 2003, at fabrikken, LM Wind Powers, som den nu hed, skulle lukke i Hårup. På det tidspunkt var der 70 ansatte, der producerede vindmøllevinger på op til 26 meters længde, hvilket var for småt for tidens nye og store vindmøller.

I Hårup var Neptun-grunden igen til salg. Men parcellen blev først solgt i 2005.

Bonderøv den anden

Køberen var det rustfrie stål-handelsfirma Dacapo, der var kommet til verden i 2003 i Silkeborg. Stiftet af en ejerkreds med brødrene Henrik og Kristian Sylvest. De to er nærmest er vokset op med rustfrit stål-handel: Deres familie har således været dybt involveret i både Damstahl, Skanderborg, og Inox i Ry. I ejerkredsen er også et par medarbejdere m.fl.

»Min far var en sand og stor bonderøv. Han havde et firma, der forhandlede rustfrit stål, han boede i Ry ved Gudenåens grumsede vand, og han havde guddødeme sin hund med på arbejde hver dag,« fortæller 48-årige Kristian Sylvest, der er direktør for Dacapo, der forhandler rustfrit stål i alle former. Han bor i Sejs ved Gudenåens grumsede vand.

Da vi forleden besøgte ham i Hårup på kontoret, der sammen med resten af firmaets administration og salgsafdeling, er indrettet i den gamle produktionshal, hvor tidligere både øl og vindmøllevinger kom til verden, kan vi se, at Kristian Sylvest både har en pakke hundekiks og et hundehasper i løs vægt liggende på hæve/sænke skriveborden, og at hunden Rasmus’ kurv står bag skrivebordsstolen – under billedet af Sylvests fire børn:

»Skal de også være bonderøve?«

»Ha, det må de selv finde ud af. Jeg havde jo som ung svoret, at jeg ikke ville være det, hvorfor jeg startede med en karriere i A.P. Møller og var i nogle år udstationeret i Kuwait. Men familien kom skidt ud af Inox – med hvad vi synes var en fjendtlig overtagelse, så vi syntes, at vi var nødt til at gøre noget,« siger Kristian Sylvest.

Efter et par år i Silkeborg flyttede Dacapo i 2005 til Hårup, hvor der nu er 70 ansatte, afdelinger i Norge, Sverige, Tyskland, Holland og Belgien (med yderligere 65 ansatte), en omsætning på rundt regnet 900 mio. kr, mere end 30.000 tons rustfrit stål årligt, og tusindvis af lastbiler årligt, der kommer til fra adressen, der med den stadig næsten nye motorvej mellem Silkeborg og E45/Aarhus har gjort beliggenheden fuldstændig optimal.

Da Dacapo flyttede til Hårup, troede ledelsen, at de havde rigeligt med plads til fremtiden, og nok var nødt til at leje nogle af arealerne ud. Virkeligheden blev, at virksomheden hurtigt fik brug for mere plads:

»Vi ville have en hal, der kunne ses og råbte op. En skrighal. Så da arkitekten foreslog en hal bygget af plastikprofiler i alle regnbuens farver, var vi solgt. Det var kommunen ikke,« siger Kristian Sylvest.

Forvaltningen ville have, at nybyggeriet skulle falde naturligt ind i omgivelserne, hvorefter Sylvest indsendte billeder af forfaldne erhvervsejendomme fra nabolaget og spurgte, om det var den retning, man ville. Så fik Dacapo lov at bygge den første regnbuehal, der er på 2.000 kvm.

»Hallen stod færdig lige op til finanskrisen. Fem minutter i fallit. Finanskrisen satte ind, og de kommende år blev meget hårde for både mig personligt og os alle i virksomheden. Vi fik tæsk i fem år,« siger Kristian Sylvest.

Men de kom igennem. Endda så godt, at blev den gamle hal fra Neptun-tiden i 2017 blev forlænget også med 2.000 kvm. Og for ganske kort tid siden stod endnu en lysende regnbuehal – denne på 5.000 kvm – klar:

»Vi indviede den med firmaets julefrokost,« fortæller Kristian Sylvest, der altså nu har to skrighaller, der bogstaveligt talt lyser op blandt alt kedeligt erhvervs- og betonbyggeri i det østjyske og nu samtidig giver et vartegn til Silkeborg.

Så meget format er der normalt ikke over en bonderøv. Så en sådan er Kristian Sylvest så nok ikke alligevel – trods sit arbejde, sin bopæl og sin lyst til have hunden Rasmus med på kontoret.