Publikumsvenlige ugler i skoven

Uh-uh-uuuuuhhhh …. Fuldmånen lyser ind ad vinduet, og selv gennem termoruden kan man høre, at der er gang i noget udenfor: Der sidder en ugle og tuder ude i hegnet. Det gør den tit og ofte, men aldrig har jeg set den ordentligt.

Det tætteste, jeg har været på, var en skygge, der passerede over terrassen for nogle måneder siden, da jeg sad og lyttede efter trækfugles kald en måneklar aften. Jeg satser i hvert fald på, at det var en natugle, jeg så. Det er nemlig den hyppigste art i den danske natur.

Længere nede ad hyppighedsrangstigen følger skovhornugle, stor hornugle, mosehornugle, perleugle, kirkeugle, høgeugle, spurveugle og Harry Potters sneugle. De tre sidste arter optræder kun i Danmark som sjældne gæster fra nord. Hver især er ugler bare sindssygt fede.

Natuglernes tuden høres overalt i små og store løvskove øst for den jyske højderyg. Deres hørelse er ekstremt præcis, og idet deres vinger er totalt lydløse, hjælper det uglerne med at lokalisere mus og andre smågnavere i skovbunden.

Natuglen er enormt vandskræk og mangler på næsten alle mindre øer. Som udpræget standfugl bliver den i territoriet hele året. Det skaber nogle udfordringer, hvis der er sparsomt med mus, men til gengæld kender den jo sit kvarter så godt, at den sjældent løber tør for idéer til, hvor der skal findes føde.

Skovhornuglerne, som primært holder til i nåleskov, har en ekstremt svag tuden, ”huh”, og udmærker sig primært ved at kunne ”overdage” i større flokke. Det har man bl.a. kunnet iagttage ved Egå Engsø i en del vintre. Stor hornugle findes i mange råstofgrave, hvor den yngler fri for forstyrrelse på de stejleste partier og om natten drager på jagt og afliver alt, der er mindre end en hare. Mosehornuglen er til gengæld aktiv om dagen, og bl.a. i april og igen i oktober kan man være heldig at se den jage over marker og enge.

Perleuglen er først indvandret som ynglefugl i i de seneste årtier. Dens karakteristiske ”pub-pub-pub-pub”-sang kan høres i de store midtjyske plantager, hvor den yngler i forladte sortspættehuller.

På vej ud er til gengæld kirkeuglen. Den var engang Danmarks mest almindelige ugle, men i dag den sjældneste, fordi dens føde – store insekter – nærmest er forsvundet fra landet. I England har man luret, hvordan man får kirkeuglen til at gå frem, nemlig ved at gøre landskaberne vildere, akkurat som vi gør på Molslaboratoriet. Store landskaber med masser af køer og heste, der går ude hele året, indeholder nemlig masser af lort, og maser af lort giver masser af skarnbasser, kirkeuglens livret. Så vil vi have kirkeuglen tilbage, skal vi have flere heste og køer i naturen – hele året!

I disse uger er de mest publikumsvenlige ugler entydigt at finde i Riis Skov. Et par natugler har parkeret deres soveplads i en hulhed i en høj bøg direkte ud til en af de mest befærdede stier. De ser ikke ens ud, de to fugle, for der er tale om hhv. den gråbrune og den rødbrune variant, så her har man lige nu enestående muligheder for at komme tæt på de ellers udelukkende nataktive ugler.

At uglerne har slået sig ned omkranset af by til alle sider, er slet ikke usædvanligt, og at de sidder i et gammelt træ med hulheder, er ligeledes helt efter bogen. Her må det være på sin plads at rose kommunen for at efterlade mere dødt træ i skoven end dengang i 90’erne, hvor jeg cyklede forbi hver dag. Vildere natur giver bare større naturoplevelser. Og uglerne er enige!