Mejsetoget fløj forbi

Sol! Har I set det?

Solen skinner, og straks er vi et par fugleelskere, der smider alt, hvad vi har i hænderne, og drager i felten for at inhalere, hvad der nu er at inhalere. Ikke ude på overdrevet eller heden, for her er der ganske tyst, og kun den store tornskade i toppen af enebærbusken fortæller, at der må være noget at leve af.

Men nede i sumpen, i ellesumpen, hvor rødel og asketræer står hulter til bulter, er der masser af fugle. De fornøjer sig med at æde ellekogler, insekter og alt det andet, man kan leve af, hvis man er fugl.

Den hæse hvæsen fra kvækerfinker, den vemodige fløjten fra grønsiskener, et brag af triller og fløjtetoner fra de syngende gærdesmutter og endelig en pipkakafoni fra mejserne. En blandet landhandel, lyder det til.

Og ganske rigtigt. Først kommer et par blåmejser flyvende, konstant urolige, så tre musvitter og en sumpmejse, som kendes på den mørke kalot. Endnu et par blåmejser – og dér en sortmejse, som ligner en lille, afbleget musvit, men kendes på den hvide plet i nakken.

En topmejse følger søreme også med, højt trillende, og med ét er der en massiv, tør knitren af halemejser. Vi er havnet midt i et såkaldt mejsetog, hvor skovens mange mejser slår sig sammen om at holde øje med spurvehøgen. Så er der mere tid til at søge efter føde, og da de enkelte arter har hver sin fødekilde, konkurrerer de ikke med hinanden.

Mange ornitologer er vældigt begejstrede for mejsetogene, for det sker, at der følger en sjov fugl med i karavanen. Om vinteren står det generelt sløjt til med sjældne fugle, så derfor bliver mejsetogene kigget ekstra grundigt igennem for eventuelle afvigere.

Indimellem kan man være heldig at se en lille flagspætte i flokken, og en dag vil der utvivlsomt dukke en centralsibirisk azurmejse op. Desværre er dagens mejsetog af den mere ordinære slags, selv om halemejserne altid er et studium værd.

Halemejsen er nok den mest charmerende af alle små fugle – i praksis bare en lille vatkugle med en meget lang hale. Ser man bort fra halen, er den faktisk endnu mindre end fuglekongen! Halemejsen findes i to udgaver, nemlig en nordlig race med kridhvidt hoved og en sydlig race med en sort stribe i ansigtet. I dagens flok er begge racer repræsenteret, hvilket er ganske normalt. Lige så normalt er det, at halemejseflokken er på små 10 individer.

Halemejserne færdes nemlig altid i flok. Det skyldes den beskedne størrelse, som virkelig er en udfordring i de kolde vintermåneder. Jo mindre man er, des større bliver overfladen og dermed varmetabet i forhold til vægten, og selv om halemejsen ligner en eksklusiv dundyne, er den prisgivet vinterkulden, hvis den skal sove alene.

Derfor sover halemejserne i en tæt klump, f.eks. i en redekasse eller et hult træ i skoven, akkurat som pingviner på Antarktis. For ikke at savne sengekammerater færdes de i flok dagen igennem, altid kaldende på artsfællerne med en karakteristisk tør knitren. Flokke af halemejser, som er blevet ringmærket på så fjerne steder som Värmland og Litauen, er blevet genfanget hver og en på Christiansø.

En halemejse uden sine artsfæller er en død halemejse, når sneen dækker skov og mose. Først når foråret melder sig, flyver fuglene hver til sit og etablerer territorier i fugtige skove og krat, hvor de kunstfærdige mosreder lever fuldt ud op til halemejsens nuttede udseende.

Lige nu har mejserne dog travlt med bare at overleve, mens de elegant plukker frø, insekter og edderkopper fra de yderste tynde kviste på birketræerne. Hvor er det egentlig hyggeligt med sådan et mejsetog en solrig decemberdag!