Fortsæt til indhold
Aarhus

Aarhus første designhostel åbner med madmarked

Til foråret åbner hotel og madmarked i det gamle hovedbibliotek i Aarhus.

JP Aarhus

Fra april 2020 kan aarhusianerne – samt gæster fra Danmark og resten af verden – tjekke ind på Aarhus første design hostel i Mølleparken. Navnet bliver Book1 Design Hostel med reference til bygningens oprindelige anvendelse som hovedbibliotek.

Det er kæden Brøchner Hotels, der står bag det nye hostel, og ejerne ønsker at skubbe til den gængse opfattelse af et hostel.

»Med Book1 Design Hostel vil vi tilbyde gæsterne og de lokale i Aarhus en gastronomisk oplevelse, man ikke normalt forventer af et hostel. Det skal være interessant for både danske og internationale gæster og samtidig tilføre noget til Aarhus,« udtaler fortæller direktør Martin Dyrholm, der iøvrigt selv har sin oprindelse i Aarhus, i en pressemeddelelse.

I den såkaldte foodcourt kan man indtage maden ved langborde. Visualisering: Brøchner Hotels

Det nye hostel får plads til 444 senge fordelt på 4-14 personers værelser, private dobbeltværelser og hostel-suiter.

Det er dog ikke kun de overnattende gæster, man håber at kunne lokke til Mølleparken. For samtidig lanceres et fødevaremarked i samarbejde med den Aarhus-baserede fødevarevirksomhed MIB. Virksomheden står i forvejen bag madkoncepterne i den nyindrettede Aarhus Airport, Væddeløbsbanen og Ceres Park & Arena, ligesom den driver tre bagerier i byen.

»MIB har lokal know how og visionære ideer, og derfor var det oplagt at samarbejde om at skabe ekstraordinære oplevelser i fællesskab,« siger Martin Dyrholm.

Fødevaremarkedet bliver et miks af madkoncepter; der kommer et bageri til og morgenmadssted, en brændefyret grill med grillretter som kød, fisk og grøntsager. Smørrebrød og et såkaldt nordisk pizzakoncept kommer også på menuen. Det bliver muligt at indtage maden ved langborde eller tage det med sig.

»Det er første gang, at vi samler stort set alle vores koncepter under ét tag. Det bliver et åbent og imødekommende sted, hvor man vælger, hvad man har lyst til og hænger ud, hvor man har lyst til. Og med placeringen i så historisk en bygning som det gamle hovedbibliotek, er jeg sikker på, at det bliver et nyt vartegn for Aarhus,« siger Martin Ib, grundlægger af MIB.

Det nye hostel får udover barer og lounges også en sauna.

Visualisering: Brøchner Hotels
Visualisering: Brøchner Hotels