Da stærene vendte tilbage
Syngende efterårsstære er et fænomen, der er værd at nyde.
Vi lavede fjernsyn den anden dag. Hele holdet var af huse, det var morgenstund har guld i mund (selv om det regnede), og dagens briefing var godt i gang. Pludselig var det, som om min opmærksomhed blev draget væk fra tilrettelæggeren.
Var der ikke en lyd oppe fra det høje, en vellyd, som man normalt kun kender fra de forårsmåneder, hvor alting bobler af liv og glæde? Jo, der sad en stær. Og den sang. Fra det højeste træ i kvarteret, og det var ren magi.
»Der sidder en stær og synger,« forkyndte jeg, og selv om mine kolleger er både natur- og fugleinteresserede, tror jeg ikke helt, de fangede den betydning, jeg som fugleelsker lægger i syngende efterårsstære.
Det er nemlig et helt særligt fænomen, som jeg har bemærket og nydt i årtier: Nogle ganske få dage i efteråret vender masser af stære tilbage til yngleterritoriet, hvor de pludselig opfører sig som kåde marts-stære, der lige er ankommet fra vinterkvarteret. Jeg tror ikke, der er nogen, der for alvor har undersøgt, hvad der egentlig finder sted, men det er så sikkert som amen i kirken: En dag sidst i september sidder stærene pludselig og synger igen. Efter at have været væk i månedsvis.
Nu er det ikke alle stære, som vender tilbage til ynglepladserne. Da i forleden sad nede ved Vejle Fjord for endnu en gang at tælle fugletræk, kom stæreflok efter stæreflok flyvende mod sydvest, således at vi efter at par timer havde registreret mere end 700 stære.
Drager man mod Tøndermarsken, vil man her opleve, hvordan en halv eller hel million stære holder hof og kan beskues af turister i tusindtal, som kommer fra lige så nære eller fjerne egne som stærene selv. Stære i flok kan imidlertid ikke kun ses i Tøndermarsken. Ethvert større vådområde huser i denne tid store stæreflokke, som flyver hid og did i det fænomen, som de fleste kender under navnet sort sol. Hvordan stærene holder styr på sig selv og hinanden, kan virke komplet uforståeligt, men følger man nogle simple regler mht. afstand til fuglene foran, bagved og til siderne, skulle det være muligt at undgå kollisioner.
Stæren er i øvrigt god at få forstand af. Når man spørger danskerne, hvor stæren yngler, vil svaret næsten altid være »i redekasser«. Hvilket er et lidt sært svar, eftersom stæren oprindeligt yngler i forladte spættehuller og derfra søger ud i det åbne land for at finde føde op ad græssende dyr. Men eftersom den danske natur huser så få hule træer, er stære i vild natur ganske sjældne. På Molslaboratoriet har vi ganske vist 15-20 par i vore hule træer, men det er en undtagelse. Desværre.
Stærene er langtfra de eneste fugle, som kan træffes i store flokke. I skrivende aftenstund kan jeg i det fjerne høre de vemodige kald fra såvel viber som hjejler. Det er enormt stemningsfuldt, men det er naturligvis komplet umuligt at forevige. I virkeligheden er det netop sådan, efteråret er.
Man nyder hver dag, som var det den sidste, for man ved, at det snart er overstået – at det pludselig sætter ind med en kuling fra nordvest, efterfulgt af en opklaring med nattefrost.
Og så … en sen oktobermorgen er der helt, helt stille. Ingen gransangere, ingen kåde stære i antennerne, ingen viber og hjejler på marken. Det er blevet vinter. Sådan er oktober også, selv om det kan være svært at forestille sig, når der stadig er svaler i luften, og stærene synger fra trætoppene.