Fortsæt til indhold
Aarhus

AUH behøver måske ikke en særlig pose penge

Hvis regeringen finder penge nok til et generelt løft til det danske sundhedsvæsen, så kan det være løsningen for det økonomisk pressede Aarhus Universitetshospital, påpeger regionsrådsformand Anders Kühnau (S).

Før folketingsvalget i juni var kravet fra Region Midtjylland 600 mio. kr. ekstra til det økonomisk pressede Aarhus Universitetshospital (AUH), hvis ikke bl.a. de højt specialiserede funktioner, forskningen og patientrettighederne ikke skulle blive ramt.

Men pengene behøver ikke komme som en særlig pose indflytningspenge målrettet til AUH. Hvis regeringen finder milliarder nok til et generelt løft til hele det danske sundhedsvæsen, kan det være nok til at hjælpe også AUH, påpeger regionsrådsformand Anders Kühnau (S).

»Det er klart min forventning, at man finder en løsning for AUH. Den allerbedste hjælp vil være, hvis vi kan få et stort realløft af vores sundhedsudgifter. For hvis realløftet bliver stort nok, så vil det løse mange udfordringer på AUH,« siger Anders Kühnau, der understreger, at pengene skal gives uden bindinger til særlige indsatser, hvis Region Midtjylland skal have mulighed for at hjælpe AUH og de øvrige pressede hospitaler i regionen mest muligt.

Sundhedsvæsenet har siden 2010 siden været underfinansieret i forhold til at kunne dække den demografiske udvikling, prisudviklingen på sygehusmedicin samt nye behandlingsmetoder, viser en beregning lavet af Kjeld Møller Pedersen, professor i sundhedsøkonomi ved Syddansk Universitet. AUH har også særlige udfordringer, da opgørelsen efter sammenlægningen af de fire hidtidige hospitalsmatrikler i Aarhus til én i Skejby har vist sig at være ca. 1 mia. kr. i flytte- og ibrugtagningsudgifter. Pengene kommer udover de 6,4 mia. kr., som Region Midtjylland efter aftale med staten måtte bygge det nye hospital for. Samtidig har AUH et effektiviseringskrav på 8 pct. af driftsbudgettet årligt. Men pengene passer ikke længere på AUH, som derfor er i gang med endnu en spareøvelse på 140 mio. kr. alene i 2019. Målet har vist sig svært at nå, og derfor har hospitalsledelsen på AUH netop indført ansættelsesstop.

Lægerne og sygeplejerskerne har svært ved at se, at udfordringerne kan løses på andre måder end en særlig økonomisk redningsplanke for AUH i økonomiaftalen mellem regeringen og regionerne for 2020, som parterne netop er gået i gang med at forhandle. Samme holdning har man i fagforeningen FOA, som bl.a. organiserer social- og sundhedsassistenter og servicepersonalet på AUH.

»Det er helt galt. Derfor kan kun gå for langsomt at finde penge til AUH. Det er hårde arbejdsforhold medarbejderne bydes, og det går lige til en dag, hvor ansvarspresset for medarbejderne bliver alt for tungt, og så krakelerer hospitalet fuldstændigt,« siger Inge Jensen Pedersen, formand for FOA Århus.