Fortsæt til indhold
Aarhus

Region: Sparekrav på AUH ligger fast

Aarhus Universitetshospital skal finde effektiviseringer for 8 pct., fastslår regionsrådsformand Anders Kühnau (S).

Der er ingen vej uden om de aktuelle sparekrav på Aarhus Universitetshospital (AUH).

En mere effektiv drift af hospitalet var nemlig forudsætningen for at få lov til at samle AUH i Skejby, og derfor kan spareplanerne på omkring 140 mio. kr. i år ikke sættes i bero, fastslår formanden for regionsrådet i Region Midtjylland, Anders Kühnau (S).

»Vi skal finde en del penge på budgettet i år for at kunne leve op til kravet om 8. pct. effektiviseringer. Sparekravet i år flugter ret godt effektiviseringskravet, og det er vi nødt til at overholde både i 2019 og 2020,« siger Anders Kühnau, som dermed melder pas i forhold til en fælles appel fra medarbejderne på AUH om stop for spareplanerne i år.

Medarbejderne ønsker i stedet, at politikerne i Region Midtjylland afventer de kommende økonomiforhandlinger mellem regeringen og Danske Regioner i august. Men her vil der ikke komme hjælp til effektiviseringskravet, vurderer Anders Kühnau. Han tror mere på muligheden for hjælp til nogle af de engangsudgifter på omkring en mia. kr., som AUH har haft til flytning og ibrugtagning af det nybyggede hospital ud over den fastsatte byggepris på 6,4 mia. kr. Eller på muligheden for, at AUH i de kommende år får flere penge som følge af øget vækst på sundhedsområdet.

»Det vil kunne hjælpe os, men vi kommer ikke uden om sparekravet i år,« siger Anders Kühnau.

Medarbejderne på AUH sendte i sidste uge en samlet appel til bl.a. regionsrådet. De ansatte frygter, at de kommende besparelser fører til yderligere forringelse af arbejdsmiljø og vilkår for personalet. Medarbejderne påpeger, at det aktuelle medarbejderantal på AUH er så lavt, at det er svært at få vagtplanlægningen til at hænge sammen.

»Hvis der så derudover kommer en langtidssygemelding, vælter vagtplanerne som et korthus, og så kører arbejdsmiljøets dødsspiral med yderligere pressede arbejdsvilkår og flere sygemeldinger. Så problemet er stort, og efter sommerferien vil vi fastholde Christiansborg-politikerne i deres udsagn i løbet af valgkampen om hjælp til AUH,« siger Susanne Irene Diener, som er fællestillidsrepræsentantsuppleant for sygeplejersker og radiografer på AUH.

Droppede spareforslag

Det samlede sparekrav var i første omgang sat til 425 mio. kr. årligt, men regionsrådet har efterfølgende givet AUH lov til at overføre en del af besparelserne til de kommende år. Sparekravet for 2019 blev derfor sat ned til 150 mio. kr., hvor af 109 mio. kr. hentes ved bl.a. færre medarbejdere. Efterfølgende er flere spareforslag fra AUH blevet kasseret af politikerne, og derfor er kravet nu ca. 140 mio. kr. Tirsdag mødtes forretningsudvalget i Region Midtjylland for at godkende de indkomne spareforslag, men udvalget endte med at afvise et forslag om betaling for mad fra såkaldt ledsagere, hvilket typisk er den 2. forælder. Ifølge Anders Kühnau er der ikke nogen besparelse i forslaget, da praksis på AUH allerede i dag typisk er sådan, at det kun er medindlagte forældre - 1. forælder -, som får mad vederlagsfrit, mens ledsagere ofte selv betaler for egen kost.

Aarhus Universitetshospital skal gennemføre yderligere besparelser for 275 mio. kr. i perioden 2020-2022 for at være i økonomisk balance fra 2023. Besparelserne fra 2019 består af både engangsbesparelser og varige besparelser. Den varige effekt af besparelserne fra 2019 er ca. 99 mio. kr., hvorfor der i alt skal findes besparelser på ca. 136 mio. kr. i 2020. Resten af pengene skal findes gennem nye besparelser og effektiviseringer.

Spareforslagene for 2019 skal endeligt vedtages på et møde i regionsrådet den 26. juni.