Fortsæt til indhold
Aarhus

Særlig gade i Aarhus trues af huslejestigninger

Jægergårdsgade fester på lørdag, men højere huslejer truer med at ødelægge stemningen i gaden med det særlige liv.

Engang var Jægergårdsgade en lidt forsømt værtshusgade, i dag har den fået nyt liv. Hasse Johansen ejer cocktailbaren St. Pauls Apothek, der har ligget i gaden i syv år.

»Da vi rykkede ind, sagde en til os: ”Hvorfor vil I dog ligge der? Det er jo en forfærdelig gade!” Men vi kunne se, at gaden havde et stort potentiale, og det er blevet realiseret i dag med mange små nicheforretninger uden kæder og andre store firmaer. Gaden har personlighed, her er plads til det skæve og unikke i modsætning til nede på Strøget,« siger Hasse Johansen.

Han glæder sig over, at også de lokale beboere bruger gaden. I det hele taget har Jægergårdsgade fået mere liv.

»Folk på Frederiksbjerg går meget ud, og de bruger deres lokalområde. Da vi åbnede, var der mest liv i begyndelsen af gaden, ved M.P. Bruuns Gade, men nu er hele gaden livet op,« konstaterer Hasse Johansen.

På den anden side af gaden, i nummer 83, ligger værtshuset Æblet og Gåsen, der åbnede i februar. Ejerne er ægteparret Helle Markvardsen og Asbjørn Vernang.

I mange år lå Den Gamle Høker her, men nu er det nye tider med røgfrit lokale og over 50 forskellige specialøl på flaske, fad og dåse. Ægteparret var ikke i tvivl, da lokalet i Jægergårdsgade blev ledigt. Her ville de åbne deres sted.

Lene Skau, indehaver af butikken Grün, roser kommunens initiativer for de mange cyklister i Jægergårdsgade. Foto: Laura Krogh

»Gaden er kendt for sine gamle traditionelle værtshuse. Pub’en og Den Hvide Hest ligger her stadigvæk, Mikkeller er kommet til, og de sælger også rigtigt god øl. Jægergårdsgade er på vej til at blive en in-gade. Den har både de små specialbutikker, madstederne, Brugsen og Netto. Den er en by i byen,« siger Helle Markvardsen.

Tung trafik i gaden

Æblet og Gåsen har lov til at have borde på fortovet, og det er godt for de gæster, der gerne vil ud at ryge.

»Vi glæder os til at opleve, at der bliver lukket for trafikken på markedsdagen. Her er meget trafik til daglig. Det kunne være fint, hvis gaden blev ensrettet, og man kunne undgå den meget tunge trafik,« siger Helle Markvardsen.

Butikslivet dør, og det tager mange år, før man får nedjusteret huslejerne igen. Det er utroligt, at ejendomsselskaberne ikke kan se, hvad der skaber diversitet i gaden
Hasse Johansen, St. Pauls Apothek

Hasse Johansen er enig.

»Jægergårdsgade er en trafikbelastet vej, og de mange lastbiler, der læsser af ved supermarkederne, skaber tit kø og spærrer for portene ind til baggårdene. Gaden skal ikke lukkes for trafik, men den ville have godt af at blive ensrettet,« siger Hasse Johansen.

For to år siden investerede kommunen i en forskønnelse af Jægergårdsgade. Fortovet blev udvidet flere steder og indrettet med siddepladser, nye træer og cykelparkering. Det kostede et par p-pladser, men Hasse Johansen er glad for resultatet.

»Folk kan jo parkere i Bruuns Galleri. Men kommunen fjernede p-skiltene ved forskønnelsen, og det skaber lidt forvirring. Nu er der kun skilte ved indgangen til gaden, men dem lægger mange ikke mærke til, så folk ved ikke altid, hvor længe de må holde her,« siger Hasse Johansen.

Også Lise Møller Søndergaard, medindehaver af interiørbutikken Fleabies i nummer 2A, er glad for forskønnelsen.

»Det er vigtigt, at man kan sidde udenfor, lokalerne er jo små i gaden. Jeg vil hellere have siddepladser end flere p-pladser. Vi er en transportgade, hvor lastbiler læsser af og på, men folk sidder udenfor og hygger sig alligevel,« siger Lise Møller Søndergaard.

Lene Skau, indehaver af designbutikken Grün i nummer 46, er enig.

»Helleområderne med træer og bænke bliver meget brugt. Vi har en halv times parkering, så der er et hurtigt flow gennem p-pladserne. Folk har vænnet sig til, hvor mange her er. Det er også godt tænkt af kommunen at lave cykelparkering, for cykler er der mange af,« siger Lene Skau.

Stigende huslejer

Midtbyen plages af tomme butikker og høje huslejer. Den tendens er endnu ikke slået igennem i Jægergårdsgade, men måske er den på vej. Fleabies ligger i et kælderlokale, og det er Lise Møller Søndergaard glad for, for det giver en lavere husleje.

»Når der kommer lokaler til leje i gaden, kan vi se, at vi i hvert fald ikke har råd til at flytte. Gadens huslejeniveau er ikke på Strøgets niveau, men jeg synes, at niveauet lægger op til, at her mere skal være restauranter og caféer end specialforretninger. Spisestederne har en helt anden omsætning, for folk skal jo altid have noget at spise og drikke,« siger Lise Møller Søndergaard.

Huset, som St. Pauls Apothek ligger i, er blevet købt af Remien Ejendomme, og Hasse Johansen er bekymret for en huslejestigning.

Hasse Johansen, tidligere danmarksmester i cocktails, mener, at huslejestigninger er et dårligt mix i Jægergårdsgade. Arkivfoto: Liv Høybye

»Det, der sker i midtbyen, er ved at brede sig til resten af byen; de store ejendomsselskaber køber op. Der er ikke sket så meget i Jægergårdsgade endnu, men det kommer der sikkert til med det potentiale, som gaden har. Det kan skabe butiksdød, som man har set det i Frederiksgade. Butikslivet dør, og det tager mange år, før man får nedjusteret huslejerne igen. Det er utroligt, at ejendomsselskaberne ikke kan se, hvad der skaber diversitet i gaden,« siger Hasse Johansen.

Foreholdt kritikken siger Claes Remien, ejer af Remien Ejendomme:

»Vi har haft ejendommen i et års tid, og vi har taget den leje, som den tidligere ejer tog. Vi har ikke varslet nogen huslejestigninger. Jeg har haft møder med dem, hvor det har været nævnt. Jeg vil ikke afvise, at det kan ske, det vil jeg ikke kunne gøre om noget lejemål nogen steder,« siger han.

St. Pauls Apothek deltager også i markedsdagen på lørdag. Det rykker ud på gaden med cocktails til at tage med.