Fortsæt til indhold
Aarhus

Afløser lærte rollen på rekordtid, så nu er der endelig premiere

Skuespilleren Nanna Buhl Andresen blev i weekenden hidkaldt som afløser til "Parasitterne" på Aarhus Teater. Tirsdag aften er der premiere.

Skuespilleren Nanna Buhl Andresen har med rekordfart fået styr på ord og gestik i ”Parasitterne”.

Derfor kan Aarhus Teater allerede tirsdag aften holde den premiere, som blev udskudt fredag, efter at skuespilleren Hanne Windfeld brækkede benet, da hun var på vej hjem efter en forpremiere på forestillingen.

Et brækket ben kom i vejen

Nanna Buhl Andresen blev hentet ind fra København - hun er uddannet fra teaterskolen i Aarhus, så hun var et velkendt navn for teaterdirektør Trine Holm Thomsen. Hun stod første gang på scenen i Aarhus mandag, og har været så hurtig til at indstudere den krævende rolle, at hun er klar til at stå foran et publikum tirsdag aften kl. 19.30.

Der er solgt mange billetter til forestillingen, som også har Bodil Jørgensen på rollelisten, og derfor har teatret fundet plads til yderligere tre spilledage. Forestillingen spiller derfor til den 16. marts, hvilket betyder, at alle de publikummer, der havde billet til de aflyste forestillinger, har fået nye pladser.