Én aarhusianer fejrer hvid jul hele året
Jul fra dør til dør: Ottende dør i JP Aarhus' julekalender leder ind til Mette Hvid Juul i Hjortshøj.
Julekalender: 8. december:
Er der noget, vi danskere kan tale om i december er det, om vi mon får hvid jul. Om børnene får det eftertragtede sus, når kælken flyver ned af kælkebakken, om sneboldeleg og de kolde fnug i ansigtet. Derfor: Hvad var mere oplagt til JP Aarhus’ julekalender end at finde en østjyde, der må leve med hvid jul hele året? Bag julekalenderens dør nummer 8 bor Mette Hvid Juul på Håruptoften i Hjortshøj. Krak afslører, at hun er den eneste østjyde med dét, til årstiden, perfekte navn .
»Jeg håber hvert år, mit navn virker. Dét at komme ud i sneen dagen efter og høre den knirke under fødderne. Det er da bare det bedste,« siger Mette Hvid Juul.
Fredag 30. november hyggede hun og datteren Freja på 13 år op i stuen og kreerede smukke juledekorationer for som altid at være klar til decemberjuletiden. Siden har julemanden besøgt huset i Hjortshøj mange gange med små og store gaver til både mor, far og datter.
»Vi råber altid ud af døren op til julemanden og fortæller ham, at vi har været søde i år,« fortæller Mette Hvid Juul.
Datteren Freja mistede nok sin barnetro på julemanden sidste år, da den lidt ældre fætter åbenbarede sandheden, men den lille familie på tre holder fast i traditionen.
»Herhjemme tror man på julemanden, for ellers får man ikke noget i julesokken. Han kommer ikke trofast den 1., 2., 3. og 4. december, men når han har tid, for han skal også besøge andre børn. Til gengæld, kan han godt glemme, at han var forbi om morgenen og så komme igen om aftenen,« siger Mette Hvid Juul, der selv har valgt sine specielle efternavne.
Forklaringen går dog noget dybere end hendes store glæde ved sne og jul.
Passer godt
Før Mette Hvid Juul mødte sin mand Thomas Hvid hed hun Jensen til efternavn efter sin mor. Sin far har hun aldrig haft kontakt med, selvom hun godt vidste hvad han hed, og hvem han var.
»Men jeg ville gerne have noget fra min far. Jeg har altid manglet ham lidt,« siger hun og fortæller, at hun nævnte navnet for sin søster - at hun gerne ville tage både sin fars og kærestens Thomas Hvids navne.
»Det var min søster, som sagde, ”ha, du kan komme til at hedde Hvid Jul”,« husker hun tilbage.
Og selvom det måske kunne skræmme de fleste, faldt det datidens Mette Jensen helt rigtigt.
»Jeg er rigtig glad for jul, det er en fantastisk tid på året. Vi har lidt travlt, men er stadig mega glade og lidt overskudsagtige. Det er en tid, som passer godt til mig. Og jeg kan godt lide sne, vi er også altid på skiferie. Jeg tror bare, navnet passer mega godt til mig.«
Men det er kun Mette, der hedder Hvid Juul til efternavn. Manden hedder Hvid, og datteren det samme.
»Det kunne nok blive lidt for sjovt for et barn at hedde, men hun kan få Juul på senere, hvis hun vil,« siger Mette Hvid Juul, der som regel får kommentarer til efternavnene, når hun præsenterer sig - især i juletiden.
Nærvær
For et par år siden var hun involveret i en slem bilulykke, som krævede megen genoptræning. Nakke, ryg, hoved - alt var ramt. Men kort tid efter ulykken fortsatte hun som den aktive mor, kæreste, datter, frivillige, veninde, der gjorde dette og hint for andre.
»Jeg passede ikke på mig selv og pludselig væltede det hele,« fortæller den 39-årige aarhusianer.
»Jeg har aldrig siddet ned, men altid sagt ”det gør jeg”, ”den kage skal jeg nok bage” og ”jeg skal nok køre til og fra kamp”. Når vi spiste aftensmad, lagde jeg altid vasketøj sammen, strøg skjorter og lavede madpakker. Jeg troede, jeg var til stede og tænkte, at jeg bare multitaskede. Men jeg var jo ikke til stede,« erkender hun i dag.
Her i juletiden, hvor alle mennesker med MC Ejnars ord har masser de skal nå i Magasin, har Mette Hvid Juul en pointe.
»Jeg har før gået hele året og overvejet, hvad folk ønskede sig og hvordan, jeg kunne give dem noget, som var endnu bedre end det, de havde skrevet på ønskelisten.«
Det magter hun ikke længere, og nærvær er blevet et vigtigt fokus for familien.
»Kan jeg være kreativ, er jeg det, men det skal ikke gå ud over mig og min familie. Jeg elsker at se folk blive glade for at åbne noget, de ikke havde forventet. Men hvis energien og overskuddet ikke er til det, og man glemmer sig selv i det, er det ikke det værd.«
I hverdagen bliver det derfor oftere nej. Både til frivillige opgaver i datterens håndboldklub og til veninder. Noget de kan mærke hjemme i den lille familie i form af en mor og kæreste, der sidder ned og spiser og er til stede i samtaler og aktiviteter.
»Jeg har en regel om, at jeg kun må lave én aftale i løbet af ugen,« fortæller hun, der derudover har fundet ud af, hvor vigtigt det er, at hun træner. Så hun og manden kører områdets landeveje tynde på racercyklerne.
Juleelsker
De fejrer altid jul sammen med svigermor, svigerinde og Mette Hvid Juuls mor. Det er en tradition, ligesom det er at de skal have både and og flæskesteg med sønderjysk hvidkål og risalamande med særskilt mandel til den efterhånden alt for gamle Freja - »mine svigerforældre insisterer« griner Mette Hvid Juul.
I mange år er de 1. juledag kørt til Sønderjylland til kl. 1. Det skal de ikke i år - de skal faktisk ikke noget, eller som Mette Hvid Juul siger: »vi skal bare hygge og nyde gaverne«.
