Bevaringsværdig Bispegård fik ja til omstridt tilbygning
Byrådet vedtog onsdag en lokalplan, der sikrer, at Bispegården på hjørnet af Sønder Allé og Fredensgade får stor, moderne tilbygning. Bygningens udseende møder dog kritik.
Aarhus Byråd gav onsdag FOF grønt lys til at bygge en stor, moderne tilbygning til de historiske lokaler i den bevaringsværdige bygning Bispegården på hjørnet af Sønder Allé og Fredensgade. Et flertal i byrådet vedtog onsdag lokalplanen, der tillader tilbygningen. Pladsmangel har resulteret i, at ejerne af grunden, FOF, vil udvide med flere kvadratmeter. Det har de nu fået ja til.
Den nye tilbygnings udseende mødte dog kritik fra rådmand Jette Skive (DF), der mente, at bygningens udseende ikke passer ind i området.
»Det her er en sorgens dag. Det er et fuldstændig utilpasset byggeri, og det bliver bare endnu en kæmpe klods. Det kan vi under ingen omstændigheder stemme for,« sagde Jette Skive.
I byrådssalen var der enighed om, at det nye byggeri ikke er det kønneste, men det bedste alternativ. Ved tidligere behandlinger af forslaget har byrådet påbudt en del ændringer på byggeriet blandt andet murstenenes farve. I det endelige projekt bliver murstenene røde, ligesom den oprindelige bygning, Bispegårdens.
Keld Hvalsø fra Enhedslisten var ligeså utilfreds med bygningens arkitektoniske udtryk og stemte heller ikke for forslaget.
»Den kommer til at have et meget massivt udtryk. Der er ikke noget i den nye bygning, der understøtter den historiske bygning, som ligger lige ved siden af,« forklarede han fra sin plads i byrådssalen.
Louise Lindskrog fra Socialdemokratiet var derimod begejstret for tilbygningen, der altså kommer til at ligge centralt placeret i Aarhus Centrum.
»Vi skal bevare, men ikke stoppe vækst og forandring. Især ikke med Bispegården. Den nye bebyggelse giver plads til flere aktiviteter, som også er mere publikumsorienterede. Efter grundig udvalgsbehandling, mener vi, at vi er klar til at vedtage lokalplan,« fortalte hun.