»Kan man ændre sin tankegang, øve sig i at komme hinanden i møde?«

»Hvor bliver det glade kompromis af?«

Julie Zangenberg kaster spørgsmålet ud i luften, men svarer selv: Hun synes, at alle i langt højere grad burde blive bedre til mødes om en løsning i mange flere af livets sammenhænge.

»Det er den tanke, jeg har fået fra denne forestilling og også taget med i mit privatliv: Kan man ændre sin tankegang, øve sig i at komme hinanden i møde og inspirere hinanden i stedet for at bekrige hinanden.«

Den 29-årige skuespiller sidder i prøvesalen på Teater Katapult, hvor hun lige nu øver på forestillingen ”Dette er vand”, der har premiere onsdag den 31. oktober. Hun har holdt pause fra skuespillet, teaterscenen især, men nu er hun tilbage på de skrå brædder, og det har været det helt rigtige at gøre, siger hun.

»Det er knap et par år siden, at jeg kunne mærke, at der var noget, der ikke fungerede for mig, meget apropos denne forestilling, som opfordrer folk til at mærke efter. Jeg var glad, men jeg var nødt til at tage tid til mig selv, efter at jeg havde spillet skuespil stor set non stop siden ”Klatretøsen” i 2002,« siger hun.

Farveløs og smagløs

Forestillingen handler om en forretningsmand, P - P for personen - der sælger vand på flaske.

»P er selv ligesom en flaske vand. Han smager ikke af noget, han har ikke engang bobler,« siger den 44-årige instruktør Moqi Simon Trolin.

Det er den værste dag i hans liv. Han bliver ikke lyttet til, ikke engang hans kone prøver at forstå ham og siger, at hun vil skilles, hans unge, kvindelige chef voldtager ham, og når han prøver at pointere noget, hører alle det, som om at han kritiserer. Så de lukker ørerne.

Forestillingen er skrevet til Katapult af dramatikeren Anna Bro, der er inspireret af David Foster Wallaces essay ”Dette er vand. Tanker om at leve som humanist” og handler om, hvordan man lever som et godt menneske fra dag til dag.

»Anna har et meget særpræget blik på virkeligheden. Hun er god til at iagttage mennesker og se, hvordan de agerer i forskellige sociale situationer. Det, hun har skrevet, er nærmest et studie i, hvad der sker, hvis fire mennesker i underskud kommer ind i samme rum: Så opstår der konflikter,« siger Moqi Simon Trolin.

»Alle de mennesker, vi oplever i dette stykke, har deres følelser liggende lige under huden. De kan ikke perspektivere de situationer, de er i, alle er bare pressede og glemmer nogle klare spilleregler om, hvordan man opfører sig i forskellige sociale situationer.«

Tragikomik

Det er en tragikomisk forestilling, siger han. Man smiler, men kan føle alvoren. F.eks. når P egentlig bare gerne vil påpege noget med arbejdskulturen.

»Det opfatter chefen, som om at han brokker sig, så hun kommer med en lang smøre om, at man skal være taknemlig for i det hele taget af have et job, for der er mange andre, der gerne vil have det, så derfor skal den ansatte anse jobbet som en gave og lade være med at brokke sig,« siger Moqi Simon Trolin.

Det ender i en eksplosion, i en voldtægt.

»Jeg har lavet masser af scener, hvor jeg bliver voldtaget. Det er første gang, at det er mig, der voldtager. Jeg vil ikke sige, at det er fedt at lave sådan en scene, den er meget ubehagelig, og der sker noget med mig, når jeg spiller den. Men det er måske fint nok, at nogle mænd kan se, hvordan det føles at blive umyndiggjort, frataget sin egen vilje,« siger Julie Zangenberg.

»Jeg vil have, at de i stedet for blot at tænke #metoo skal være til stede og mærke, hvad de føler. De, der har set scenen under prøverne, synes i hvert fald, at den er meget ubehagelig.«

Genkendeligt

Den 42-årige Martin Geertz spiller manden, der bliver voldtaget.

»Karakteristikken af ham er, at han er farveløs, manden uden egenskaber. Men på et eller andet plan træder han alligevel i karakter, da han møder et orakel, som siger, at hvis han ikke laver om på sit liv, vil han blive ramt af en mur af vand,« fortæller han.

»Det er et studie af den sociale interaktion mellem mennesker med et absurd twist. Alle oplever til sidst, at P er problemet, men han prøver bare at sætte en grænse og forsvare sig selv.«

Meningen er, at alle publikum gerne skal kunne genkende sig selv, siger han.

»Det kan jeg selv. Det er jo en frygtelig dag, og sådan er mit liv jo ikke hver dag. Det er sat på spidsen, men det med ikke at lytte til hinandens argumenter om f.eks. klimaforandringer – har vi lyst til det? Nå ikke, jamen, hvordan løser vi dem så?«