Vandflyveren mellem Aarhus og København fortsætter flyvningerne
Københavns Kommunes Teknik- og Miljøforvaltning har forlænget Nordic Seaplanes' nuværende tilladelse med et år. Det betyder, at den populære indenrigsrute mellem København og Aarhus, der ellers var varslet lukket, som minimum fortsætter i hele 2019.
Der er godt nyt til brugerne af Nordic Seaplanes indenrigsrute mellem Aarhus og København.
Vandflyselskabet venter fortsat på Miljø- og Fødevareklagenævnets behandling af Københavns kommunes afslag på selskabets ansøgning om en permanent miljøgodkendelse - men nu har selskabet bag den populære rute fået en midlertidig tilladelse, så flyvningerne som minimum kan fortsætte til udgangen af 2019.
Ansøgningen har været under behandling i snart to år nu, og det vides ikke, hvornår der falder en endelig afgørelse. I mangel på en afgørelse og under pres grundet den nuværende godkendelses udløbsfrist i marts 2019, søgte vandflyselskabet en midlertidig forlængelse, og det er den, der nu er faldet på plads.
Miljøgodkendelsen fra Aarhus Kommune og alle andre nødvendige tilladelser for fremtiden har selskabet modtaget allerede tilbage i 2017.
22 arbejdspladser reddet
Selskabets 22 medarbejdere kan dermed ånde lettet op til nyheden og udsigten til, at de fortsat har et job efter 29. marts 2019, hvor tilladelsen ellers stod til at ophøre.
»Afgørelsen betyder, at vi kan flyve videre på samme niveau i 2019 som nu,« siger direktør Lasse Rungholm og fortsætter:
»Arbejdspladserne er reddet indtil videre, og det er dejligt, men vi kan naturligvis ikke forsvare at gå ud og investere 30 mio. kr. i det ekstra fly, som vi ellers har hårdt brug for for bedre at kunne servicere vores mange passagerer, når vi stadig ikke ved, om vi overhovedet kan få lov at bruge det.«
Nordic Seaplanes har siden foråret 2016 fløjet på en treårig tilladelse. Ledelsen søgte imidlertid allerede i begyndelsen af 2017 de relevante myndigheder – dvs. Kystdirektoratet, Trafik- og Byggestyrelsen samt miljømyndighederne i København og Aarhus – om tilladelse til at indsætte endnu et fly på ruten.
»Belægningsprocenten på dagens første og sidste afgange ligger som regel mellem 90-100 pct., og vi har nu fløjet mere end 29.000 passagerer på ruten. Det er vi selvfølgelig stolte af, men det viser også, at der er behov for et ekstra fly og flere afgange - specielt morgen og aften. Det må dog stadig afvente den kommende afgørelse,« siger Lasse Rungholm.
Fortsat stor usikkerhed
»Uanset det glædelige, er det frustrerende, at en sådan forlængelse af en midlertidig godkendelse overhovedet er nødvendig«, fortæller direktøren, der påpeger, at selskabet på nuværende tidspunkt er godt en uge inde i medarbejdernes opsigelsesperiode, der var 1. oktober.
»Dette burde have været løst for længe siden. Vi ved reelt ikke, hvornår vi kan forvente en endelig afklaring, men vi er tvunget til at leve med den usikkerhed. Forhåbentlig falder det hele på plads inden jul, så vi kan komme i gang med at udvide og flyve videre,« siger Lasse Rungholm.