Fortsæt til indhold
Aarhus

Odder: Nok er det en lille by - men ildsjælene gør den stor

Hvad rører sig i Odder? Under den overskrift mødtes JP Aarhus tirsdag med en gruppe vidt forskellige repræsentanter fra området til en snak om livet i byen syd for Aarhus.

»Udfordringen bliver at fastholde byens levende butiksliv, så vi ikke bare bliver en forstad til Aarhus,« fastslår Flemming Birch, formand for handelstandsforeningen Køb Odder, når han skal svare på, hvad Odders udfordring er på den femårige bane.

Han og otte andre aktive Odder-borgere takkede ja, da JP Aarhus inviterede til en times inspirationsmøde tirsdag morgen med henblik på at komme tættere på livet i kommunen. Hvad rører sig, hvordan er livet og udviklingen i kommunen, spurgte vi. Hvad er den gode historie om Odder, som endnu ikke er blevet fortalt?

Det blev til en livlig snak, der kom ind på både styrker og udfordringer i kommunen med godt 20.000 indbyggere. Og selvom der var bred enighed om, at Odder trods sin størrelse er en aktiv by, så er der også plads til forbedringer. Børne- og ungdomsområdet og samarbejdet forvaltning og ildsjæle imellem kunne godt trænge til et eftersyn, lød den fælles opfordring.

Rig på græsrødder

Aktuelt arbejder handelsstandsforeningen sammen med kommunen på et udviklingsprojekt for midtbyen. Tanken er at undgå, at byen med letbane og tilflyttere fra Aarhus bliver en forstad, som alle flygter fra for at komme til Aarhus.

Handelstandsforeningen har de senere år udviklet sig til en rigtig succeshistorie, siger formanden Flemming Birch og fortæller, at "man" fra andre byer kommer for at se, hvad de gør, og hvordan de lykkes med at samarbejde så godt med kommune og erhvervsliv.

»Men folk skal også bruge Odder i stedet for at leve i Aarhus,« påpegede Søren Kvist, eller Søren Sørøver, som han lokalt er bedre kendt som.

Han og Lone Vitus - eller Lone Landmand - er nogle af de aktive Odderborgere, som aktivt arbejder for, at byen har noget at byde på. Parret bor på Brandbygegaard, hvorfra de stort set er selvforsynende og jævnligt inviterer til arrangementer og lægger hus til pop op-spisesteder åbnet af restauranter fra Aarhus. De oplever stor opbakning, men det er ikke prangende, hvad der kommer fra lokalområdet.

Hvordan man kan ændre det, bliver et spørgsmål om hønen eller ægget, som Søren Sørøver siger. Uden et kundegrundlag er det svært at åbne en interessant butik, men skal kunderne blive, kræver det den slags butikker.

Skifte undervejs

Mens et par af de fremmødte om morgenbordet udtrykte ærgrelse over, at Odder har så mange kvaliteter og ildsjæle, men alligevel fremstår stille og lukket, så var der bred enighed om, at kommunen har et levende græsrodsmiljø.

»Der sker rigtig meget, som tiltaler den type mennesker, som flytter hertil,« påpegede Karsten Geertsen, udviklingschef i Udvikling Odder med henvisning til børnefamilier og aarhusianere.

JP Aarhus udvidede for et års tid siden dækningen til at omfatte hele Østjylland. Tirsdag indbød avisen en række lokale fra Odder til en snak om, hvad der sker i området. Foto: Gorm Branderup

Den frivilligt drevne kulturforening Odder Little Culture Club står f.eks. bag et væld af kulturoplevelser i og omkring Odder by. Det var en succes ud over alle forventninger, da de i oktober sidste år fik Savage Rose til at indvie byens gamle remise som nyt koncertsted. Og samarbejdet med Lone Landmand og Søren Sørøver om at invitere til dagsfestival på Brandbygegaard bliver nok heller ikke sidste gang, hvis man skal vurdere på positive tilbagemeldinger.

Stifter Claus Quiding oplever da også stor tilslutning til arrangementerne.

»Der er et paradigmeskifte i gang,« er hans forudsigelse ift. Odders udvikling. Hvor Odder tidligere har haft ry af lidt en bondeby af landmænd, så retter dens fokus sig ifølge Claus Quiding mere og mere mod storbyen.