Midtjyske håndværkere mangler arbejdskraft i stor stil
Der er ikke noget at sige til, hvis man må vente tålmodigt på en håndværker.
Intet andet sted i landet mærkes manglen på kvalificeret arbejdskraft i byggebranchen så kraftigt som i Region Midtjylland. Det viser en anslyse, som Danmarks Statistik har udarbejdet i samarbejde med Dansk Byggeri. Den viser, at 35 pct. af interesseorganisationens medlemmer i regionen oplever, at manglen på arbejdskraft er en stopklods for udviklingen. I Region Hovedstaden gælder det for 28 pct. af virksomhederne, mens kun 14 pct. af byggevirksomhederne oplever det samme i Nordjylland.
På landsplan svarer 25 pct. af medlemsvirksomhederne, at manglen på håndværkere bremser udviklingen.
Ifølge Dansk Byggeri er det ikke overraskende, at vækstområderne tydeligst mærker konsekvenserne af manglen på medarbejdere. Ifølge cheføkonom i Dansk Byggeri, Bo Sandberg, er manglen på håndværkere en situation, som virksomhederne og deres kunder må vænne sig til.
»Arbejdsmarkedet er varmt, men ikke overophedet. Udfordringen med mangel på kompetente medarbejdere er jo kommet for at blive, og den vil formentlig være tiltagende i resten af 2018 og i 2019,« forudser han.
Bo Sandberg prioriterer, at det trods alt er bedre at mangel arbejdere end arbejde.
»Et presset arbejdsmarked åbner for fodfæste til marginaliserede grupper som flygtninge og kontanthjælpsmodtagere. Men når det er sagt, så burde man bruge opsvinget til at genbesøge værktøjskassen med reformer af blandt andet tilbagetrækning,« lyder opfordringen fra Dansk Byggeri.