P-anlæg brudt sammen i Aarhus
Bilister kan ikke få deres bil med fra Dokk1 fredag eftermiddag, hvor byen lægger havn til Volvo Ocean Race.
Der er fart på de både, der deltager i Volvo Ocean Race, som fredag rundede havnebassinet i Aarhus.
Anderledes fastlåst er situationen for mange af de tusindvis af tilskuere, der har fundet vej til havnen. Deres bil holdes nemlig fanget i det underjordiske parkeringsanlæg ved Dokk1. Det fuldautomatiske p-anlæg er nemlig brudt sammen, bekræfter Aarhus Kommune.
JP Aarhus har talt med flere, der i skrivende stund venter på at kunne få deres bil med sig. Aarhus Kommune oplyser, at der arbejdes på en løsning, men at bilisterne må væbne sig med tålmodighed.
»Der må forventes nogen ventetid,« oplyser kommunen i en servicemeddelelse.
P-anlægget styres af robotter, som fører bilen til underjordiske hylder, når man afleverer det i anlægget. Når man skal bruge sin bil, vil robotten under normale omstændigheder finde ens bil under jorden og bringe den op til overfladen i løbet af et par minutter. Det sker ikke i øjeblikket.
Personer der ønsker det, kan afhente en taxabon hos vagterne ved p-anlægget oplyses det endvidere.
Det er ikke første gang, at p-anlægget under Dokk1 har været ramt af tekniske problemer i et omfang, så brugerne ikke har kunnet få deres biler med hjem.